„Det kan jeg knibe nok forstaa,
begynder Du med det igen;
den Dag, vi taltes ved i Mosen,
vi fik det jo sat længer hen.”
„Ja, den Gang, ser I, Jørgen Holm,
da var det lidt en anden Sag —
men nu — det var nok bedst for alle,
om snart vi fik bestemt en Dag.”
„Naa det er saadan, det er fat —”
han purred i sit Nakkehaar,
„ja saa er det jo nok lidt andet,
det er en Ting, sig selv forstaar.”
Men Konen tog til Orde vredt,
mens i sin Simestol hun rokked:
„Nu skulde der da ske Dig Skam!
om ellers jeg forstaar Dig ret,
har Du jo An Mari forlokket.”
I kan jo kalde det, hvad helst
I vil — det er mig lige meget —
naar kun I giver hende Lov
at flytte med mig til mit eget.”
„Nej, førend vi vil give hende
til Dig, skal da det værste ske,
der kunde træffe nogen Sinde!”
„Naa naa, jeg tror, I bliver vred,”
gensvared Søren helt sagtmodig,
imens et Smil om Munden gled;
„I kunde ellers gerne sige,
hvad det vel er, I har imod mig.
Jeg er jo ikke af de rige,
men Stedet er jeg ene om,
saa snart min Mor paa Aftægt drager,
og det er ordenlig i Stil,
og aldrig mig for Øre kom,
at nogen paa mit Rygte klager;
jeg mener nok, jeg er saa god
at lide paa som nogen anden,
saa derfor vilde jeg nu vide,
med hvad jeg vel er Jer imod.”
„Det skulde Du ej spørge om;
hvad med! Du er jo fra Forstanden!”
i stor Forbitrelse hun skreg.
Det gav et hastigt Ryk i Søren,
hans Læber skjalv, hans Kind blev bleg.
Men hun blev ved, de haarde Ord
ret som en Tordenbyge strømmed.
Forgæves Jørgen Holm sig rømmed; —
da rejste han sig hastig op
og slog i Bordet, saa hans Knoer
blev kendt og Kovselaaget klirred,
og raabte: „Hold nu lidt, vor Mor!
det er lidt udderligt, Du gaar.”
Forbløffet Konen paa ham stirred.
Han purred i sit Nakkehaar
og vendte sig lidt mere stille
til Søren: „Bryd Dig nu kuns ej
om det — det er ej ment saa ilde;
om ogsaa Kvindfolk gør Staahej,
det skal en aldrig regne paa;
de fire Snese kan de naa,
forinden de faar lært at tie.
Men, hvad det var, jeg vilde sagt,
Du vilde have klaret Sagen —
det har vel ikke værre Jagt
end til i Aften Du kan bie;
hvem har vel Stunder midt paa Dagen
at faa det hele overlagt.
Nu skal jeg have gjort en Bed;
i Aften, om Du gaar her over,
saa skal Du nok faa ren Besked —
Du ved, jeg holder, hvad jeg lover.”
Da Sørens Trin ej længer lød
derude, hørtes der i Stuen
en lille Tid kun Urets Dikken.
Men Jørgen Holm sin Næse snød
og rykked et Par Gange Huen
frem og tilbage paa sin Isse
og mæled: „Naar en Ting er gjort,
kan den ej gøres ugjort mer,
det er da noget af det visse.
Det hjælper heller aldrig stort,
hvor ravkatolsk en saa sig ter —
imellem stunder kan man naa
at faa det makket end lidt værre — —”
Han tav og vendte rundt sin Skraa
bag Tænderne med øvet Tunge
og spytted tænksomt, „og vi maa
da heller ikke saadan glemmne
den Tid — hæ — ja — da vi var unge;
om vi var bedre, ved Vorherre —
kan hænde, vi var li’saa slemme.”
Maaske han vilde mere sagt,
men saa slog Uret netop to,
da havde han ej længer Ro,
men fik spændt for og drog afsted,
og An Mari, hun maatte med;
de andre blev alene hjemme.
Mod Aftenstid, da Jørgen Holm
just havde sat med Mog en Ager
— to Rader fugtigbrune Roger
paa Sandjordsstrimlen, graahvid, mager —
og An Mari var ved at sprede;
for han holdt altid meget af
at saa det gjort, før Sol var nede —
som da han agede forbi,
han raabte: „Hør Du, An Mari!
det første nu, jeg faar dem fra
og saa faar givet dem et Foer,
saa kommer jeg her ud og tager
den ene Rad, saa at vi bliver
i god Tid færdig med vor Ager,
i Lav saa Else og vor Mor
gør rent og bager Æbleskiver.”
Hun stod et Øjeblik og saa,
hvor rask han rulled af, den gamle,
og prøved, men forgæves, paa
til Orden Tankerne at samle —
da flød der op i hendes Sind
et Glimt af vilter Ungdomsglæde
og Glans til Øje, Glød til Kind,
hun maatte baade le og græde.
Saa tog hun haardt om Grebens Skaft
og splitted Roge efter Roge;
der var en Spændighed, en Krast
i hvert et Kast, i hvert et Sving,
som i en Vibes Vingeslag;
vidt suste Klumperne omkring,
som Hagl de ned i Sandet sloge.
Men oppe fra den høje Dag
nedvælded over hendes Hoved
de mange, mange Lærkers Sang,
og hver en Kviddren, hver en Trille,
hvori de Livet, Somren loved,
igen i hendes Hjærte klang,
snart høj og glad, snart dæmpet, stille.