I
Der stod den, iført en kostbar Dragt
med de skønne Taarne mod Himlen rakt
som Hænder, højt i Guds Sol og Vind,
var dette Sten, dette slanke Spind?
Nej, Sjæl og Legem — et heftigt Svar
til den, der frygter: Se her, din Nar!
se her i Stenen det Mod, den Magt,
du selv, o Nar,
i dit Rige har.
Begrib det, Sind, som er bidt af Frygt,
hvad du rummer af Kraft og den slanke Kløgt,
min Berden her er et Spejl af dig selv
med rige Dybder og høje Hvælv
kræng Dyrehammen, staa op og mærk
din Viljes stræbende Søjleværk
og Sjælens Ruder i Farver smykt, —
staa op og mærk,
hvor du selv er stærk!
II
Der sprang en Splint i dit Øje ind,
du gik seende bort, du som før var blind,
til den Dag, — og det var, som dig selv det gjaldt —
da Bomber brat over Kirken faldt,
og Søjler knustes og Skib og Spær
og den Jomfru, du havde saa kær, saa kær!
Hvad var nu Livet — kun Vejr og Vind,
kun Vind og Vejr
i vor Verden her!
Her segned Søjlen, som lønlig stolt
har en Bue i Choret i Sekler holdt,
og Sejren, Kronen: dens Kapitæl,
her ligger den livløs tæt ved min Hæl,
her rødmer ej Tegn til et Morgengrys Fest,
her sukker Forødeisens natlige Blæst,
i tagløst Tempel er stygt og koldt,
kun øde Blæst
over Rust og Rest!
O alt som knustes i Mord og Mén!
Hvem i Verden skal hjælpe en ussel En,
der ønsker sig stærk ved en høj Musik,
o Tempeltegn, som saa brat forgik!
Se her, et Hoved — dets Smil har brust,
som Menneskesmilet har brust — nu knust!
Det Smil blev atter fordømt til Sten,
som skønt har brust
for en Mesters Pust!
III
Og dog, jeg ved, at om føje Stund
begynder en Uro af dyben Grund
at stige op mod Guds Sol og Vind,
o hvem vil ikke i Himlen ind!
Det slagne Sind vil gense sin Vaar,
vil se sin Søjle, der genopstaar,
se Søjlen yngle, se Kredsen rund,
før Livets Aar
i et Suk forgaar.
IV
Vort arme Liv, som skal standse med ét,
og som bruser saa kort — som vi elsker saa hedt! —
Kom, rejs dig — gør ikke din Hvile for lang,
dit Fædreland venter en ildnende Sang,
din Have en Haand, dine Venner et Ord,
ak før jeg venter det, maa jeg ombord,
se Sejlene hejses, det mørkner om lidt
om Søjlernes Kor,
om den grønne Jord.