Fra Taget hænger det mugne Straa,
Og Katten kryber paa Bjælken,
Langs Væggen de nøgne Hylder staae,
Der fattes Brødet og Melken.
Bartholdus sidder ved gamle Bord,
Det staaer paa brukne Bene;
Hans Viv med Barnet, paa blotte Jord,
Har tændt nogle vaade Grene.
Hvad klynker Du for? han raaber høit
Og vender Kruset paa Disken:
Vær lystig tilmode! tralall og fløit!
Hvad skal den ængstlige Hvisken?
Kom, sæt Dig paa Skjødet og kys min Mund!
Riv bort det pjaltede Klæde!
Endnu er Din Barm jo hvid og rund —
Sophie, hold op med at græde!
O Barthold, Du glemmer, Du glemmer vor Nød!
See Barnet fryser, det Arme!
Vort Lys er brændt, vi har ei Brød —
Naar vil sig Himlen forbarme!
Hvad taler Du der om Lys og Brød?
Hvi klapprer af Frost Dine Tænder?
Naar Vinen skummer, hvem har da Nød?
Flux Blodet funkler og brænder.
Naar Vinen opgløder min frosne Hu,
Som en Harpe mig Stormen klinger,
Min Dreng er en Engel, og jeg og Du
Hensvæve lyksalig paa Vinger.
Men dufter ei Vinen mig Liv og Lyst,
Da stige de gustne Tanker
Som Dødninge op i mit hule Bryst,
Og hele Helved sig sanker.
Gak ned til Byen og borg mig der
Af Vinen, af Vinen den søde!
Tag Drengen med, han skriger kun her —
Saa skal jeg af Hjertet gløde!
Den Skjælvende ud af Døren gaaer,
Sit Barn hun holder paa Armen:
Ak Gud, hvor dog den Storm er haard!
Dernede hør Bølgernes Larmen!
Hun puster i Haanden og trykker den saa
Om de smaa, uskyldige Fødder.
Hæst skriger Sivet og gustne Straa
I Vandet blandt Pilens Rødder.
Hun gaaer paa Skrænten af dyben Flod,
Hvor brusten er Rækværkstaven:
Vær stærk, min Aand! Vær vis, min Fod!
Her er det mørkt som i Graven.
Da kommer med Regn et Stormstød brat —
Kun Barnet til Hjertet hun knuger —
Hun glider ned, faaer ei Stenen fat,
Og Bølgen dem skummende sluger.
Stum sidder Du, Barthold, i Hytten nu
Og venter paa Vinen den røde;
Forfærdet i Mørke nu stirrer Du —
Dine gode Engle, de døde!