Henrykt end af Kysset, sidst jeg
Fra Skovriders Trine stjal,
Sneg mod Aften sagte hist jeg
Ned igjennem Busk og Dal.
Op til Vindvet, under Linden,
Hvidsked tyst jeg tyst i Vinden:
Kom herut, o søde Glut!
Søde Glut, o kom herut!
Nu i Djævlens Skind og Bene!
Dundred det fra Træet ned,
Og Forpagteren blandt Grene
Lured som en Tydsker vred.
Efter ham jeg flux beslutted
Tyst at klyve op, og smutted
Tæt til Trines Vindve klar,
Saae hvad der paa Færde var.
Paa at nebbes reent forhippet
Laae hun der i Jægrens Arm;
Væk var al min Elskov vippet,
Harme greb mig febervarm;
Pludslig hørtes inde nyse,
Trines Fader fælt at fnyse,
Og Herr Jægren var ei seen
Trediemand paa vores Green.
Neppe sad han der, o Venner,
Blev det galt om ikke før,
Thi han faldt fra bløde Hænder
I Forpagtrens grumme Kløer;
Jeg just og ham vilde nappe,
Knak! brast Grenen: paa en Trappe
Falden skreg jeg: au min Arm!
Hele Huset kom i Larm.
Alle loe, og Striden lagde
Sig imellem Peer og Jens,
Da den snue Skovrider sagde
Med en ziirlig Reverenz:
Ei! jeg tør paa Tak ei spare,
Thi I monne vist erfare,
Trine Jægren gav sin Tro,
Frisk da, gratuleer de to!
Trine takked Fader kjære,
Dog Forpagtren buldred løs:
Narrebjælder burde bære,
Hvo som troer glatkindet Tøs!
Jeg min ømme Albu gnider,
Kysses meer jeg aldrig gider,
Husker altid paa min Nød
Og det reent fordømte Stød.
Gubitz.