O lad os ei ved Stranden mere
Den eensomslyngte Vej spadsere
Saa malerisk, saa vild!
Thi ei for os, der, som du kjender,
Bør ikkun være simple Venner
Er slige Veje til.
Husk blot den Bugt, hvor Bølger stjal
Undslupne Havets raa Moral
Saa ganske ugeneert,
Strandbreddens Kys, og derpaa gik
Igjen tilbage, med et Blik
Som intet var passeert.
Husk paa Vandhvirvlen ved vor Fod,
I hvilken farlig Drøm vi stod —
Den stumme Søe — de høie
Duftfulde Træers Skygge,
Saa eensomme, saa trygge,
Og kun Naturens Øie!
Jeg saae din Rødme, og jeg skjalv
Forstillelsen kun skjulte halv
Hvad i vort Indre forefaldt
Langt meer end Tungen tør forstaae
Langt meer end Dyden kan opnaae
Men Lidenskabens Alt
Forvirret greb jeg efter noget
Som glimrede i Sandet broget
En Skal fra Havets Skjød
Jeg rakte dig Conchillen hen,
Du kyste den, jeg kyste den,
O hvor den Skal var sød!
Det var et Sted, en Tid, — Man kunde
Umulig nogen Plet udgrunde
Meer fristende end hiin
Du Søde, lad os aldrig mere
Den eensomslyngte Vel spadsere
Det bliver vor Ruin.
Th. Moore.