Intet Ord er hørt, intet Blik jeg saae
Af Dig, glemt af min Sjæl;
Du aldrig lod en Krølle slaae,
Eller Gratie i en Fletning laae
Jeg ikke husker vel.
Du aldrig hvidskede saa tyst,
Ei gav din Tunge Klang,
Der ikke, med en Troldomsrøst
Gjenkaldes evigt i mit Bryst
Som noget, Himlen sang.
O, at jeg glemte, nu, med eet,
Alt, alt det, som græmmer mig —
Og dog — Fortryllerske! — meer let
Jeg standsede mit Aandedræt,
End Mindelsen om Dig!
Seer dette Hjerte sig forstødt,
O lad det trofast slaae
Med Dig i Hu, til det er dødt,
Og som et brændt Aroma sødt
Hendufte og forgaae.
Th. Moore.