Jesíd Ben Abdelmalik
Har Chalifatet gjort
Højst mægtigt og anseeligt,
Der alt før ham var stort.
Musseilama, hans Broder,
Dog stod ham troligt bi;
Selv var han reent hensmægtet
Af Elskovssværmeri.
Han elsked meer end sit Øie
Den skjønne Hababa,
Og gad ei Lyset skue,
Naar hun var skilt derfra.
Engang ved Jordans Bredde,
I Haugens Blomsterlæ,
Sad han med den Hjertelskte
I Skyggen af et Træ.
Man satte Landets Truge
For ham, den høie Gjæst,
Hvoraf han tog en Drue,
Der huede ham bedst.
Da suged som et Kys han
Saft af et Viinbær ind,
Og kasted efter den Elskte
Kjernen med kjælent Sind.
Med sine fine Læber
Hun greb i Hast den fat —
Den trængte i hendes Strube
Og qvalte hende brat.
Hun laae ham død i Armen;
Det kunde han ei forstaae,
At det, han højest elskte,
Ogsaa kunde forgaae.
Han vilde sig ei skille
Ved Liget, og i Løn
Begrov man derfor Qvinden,
Der nylig var saa skjøn.
Da kunde han ei rive
Sig løs fra Gravens Sted;
I Dage faa han hensvandt,
Og kom til hende derned.
Man siger, at af Graven
En Viinstok Rødder slog,
Af hvilken man store Druer,
Men uden Kjerne, tog.
Fr. Rückert.