Saxkjøbing 21. April 1842
Kjære Christian!
Min hjerteligste Tak for den Redebonhed og Omhu, hvormed Du øjeblikkelig besvarede mit sidste Brev — Gud veed af hvilken Dato. Jeg har fra Morgen til Aften havt et saa fatiguerende Jay med Praxis, at jeg ikke har havt nogen Time til at fatte og samle mig i, idetmindste ikke god nok til at besvare Dine venlige Linier og sige Dig min Tak, som Du fortjente. Jeg har betragtet Udsigterne ved Glostrup, Ballerup og Smørum, baade øverst og nederst, og med Nathansonsk Nøjagtighed beregnet de 15,488 Legemer, jeg vilde fane at øve mig paa — men — (Det er et indholdsrigt Men, skjøndt jeg ikke kan sætte dets Indhold tydelig fra hinanden.) Mine 8 Poder, — Deres forlollandskede Fader og Moder, — vore Nyeboder — (jeg har bygget igjen iaar), de faa gode Hoeder, — men utallige andre Goder, — og den trivielle Magelighed, — hvori man saa gierne med en vis Behagelighed, — roder, — (Noget Du kjender, som jeg formoder) — (ikke at tale — om den gale — Greve og min nakskovske Broder, —) at slide og sprætte — sig løs fra alt dette, — hører til de Ting, der ikke ere lette, — og som man egentlig betænker sig paa med Rette. — Jeg har i denne Tid havt en Epidemi, — den er destoværre snart forbi, — men der er altid lidt Fortjeneste i — og megen Beskjæftigelse med, — snart paa det ene, snart paa det andet Sted, — og naar jeg saadan farer mellem Landsby og Skov, — seer en Bonde drive sin Plov, — træder ind til hans Kone, som er meget vov, — eller curerer lidt paa Grev Gersdorff-Hardenberg-Reventlov, — saa tænker jeg: tog du til Sjælland, saa — Dog — — — Af denne logiske Tankegang kan Du begribe med hvilken Omhu jeg har veiet det store Spørgsmaal: „Blive eller Flytte”, der næsten for en stakkels Practikus falder sammen med Hamlets „to be or not to be”. Jeg maatte absolut have meer, end Udsigter til Udkomme, naar jeg med godt Mod skulde forlade mine Lollændere og søge andetstedshen; — og den for mig total ubekjendte Egn, Opholdsstedet paa Landet, den evige Kjørsel, det manglende Apothek, de smaa Colonier af udvandrende med: Candidater, de lindbergske Agitationer, — summa summarum: Locomotivet er ikke stærkt nok; det stærkeste Stød faaer Sagen ved mine Venners Ønske og circumspecte Raad; men noget lignende Alvorligt har jeg dog ikke truffet paa, og jeg lader derfor Sagen gaae. Chr. Winther bragte mig Hilsen fra Dig; og jeg kan nu hilse Dig fra ham. Han har det godt, — i Maribo; — han har Ro. — Han prøver ikke, som jeg, hvormegen Tid det spilder, — at spise ved hundrede Bispegilder, — at fare derfra til Tangforretninger, — svare til Folks Forudsætninger, — betænke sig paa, om Børn bør gaae med Haaret løst eller i Fletninger; — kortsagt, drive sin Dag bort i de trivielleste Retninger. — Tobaksrygning er et Selvmord; det har jeg mærket; Geisten gaaer væk, langsomt, men sikkert; for at Overgangen kan skee med saamegen Comfort som muligt, skylder jeg mig selv og min Omgivelse, at gjennem Dig ordinere mig nogle taalelig gode og priisbillige Cigarer ved Lejlighed. Item, for at formindske min Fedme og Blidhed, en Syre, Vinedike, som sidst et Halvanker, som Skipperen kan faae tilbage eller selv bringer med. Men ingen Parmesanost, den er for dyr. Min Kone fælder oeconomiske Taarer, hvergang hun seer den tomme Skal, som Miderne have udhulet; men send forresten efter Din Phantasie, og — NB. lad følge en Generalliste over samtlige Artikler og mærk udvendig Pakkernes Indhold, da der før har været megen Ulejlighed og Mas med Opløsning og Indbinding, for at erfare Indholdet. En Spegepølse er spiist for Myseost, og en Myseost for en Oxetunge, af Mangel paa Paaskrift. Men kunde Du sende mig i fiint, fiint Papiir et „sempre” eller „dolce” af Signora Forconi, saa vilde Du delicatere mine Øren, ligesaameget som Du fryder min Sjæl med Din Pens humoristiske Arbeider. — Hvad der ahnedes, er skeet. Længe har jeg i mit stille Sind, naar jeg tænkte paa Din Broder Carl, raabt: Coraggio! Su presto! Evviva! Allegramente! — Nu er det skeet. Han modtager idag lettera di congratulazione fra mig, og jeg ønsker snarest muligt at kunne sende ham et Epitalamio. — Du veed, jeg sværmer for Thora Lytthans — ah, povero me! — Men tal ikke om det — silenzio! per amor di Dio! — Tilgiv, kjære Christiano, mine Tankers Travolgimento, mine Skriveriers elendige Manifattura, den sædvanlige Trebbiatura af mit lollandske Lune, og modtag mit hjerteligste danske Haandtryk, og hav al den Nydelse, Foraaret kan bringe, og al den Profitto, Handelen kan skaffe en nomo di garbo e di bel tempo!
Din
E Aarestrup.
P. S. Er Kjøbmanden fra Nakskov hos Dig endnu, saa hils ham fra mig, og lad ham endelig ikke forløbe sig hos højere Vedkommende, hvis han har de Nakskovske Handelsinteresser at varetage. Pas paa ham om Aftenen! Ligesom I passede paa mig. Vale!
„Skal der ikke engang en Hilsen fra mig?” spurgte min Kone, da jeg i dette øjeblik ved Afsendelsen læste Brevet for hende. Her er den. Saa „dolce” som muligt.
Levvel!