Onsdag Eftermiddag, d 8de Decbr 1824.
Et Riimbrev, kjære Glut, her førstegang jeg skriver;
Men jeg tør bande paa, ei sidstegang det bliver.
Hos en Veninde, (der formelder sin Respect),
Ret ligefor et Spejl, med Haaret strøget kjækt
Fra Panden, og i blotte, bare Trøieærmer,
Jeg Rimets Hakkebræt mig gandske henrykt nærmer.
Tak for Dit sidste Brev! saa langt, o Gud! og smukt!
Og paa saa fiint Papiir, saa ziirlig sammenbukt!
Og E’et i Dit Segl, det E, min søde Pige!
Mit Bogstav, og ei Dit, hvad andet kan det sige,
End at, hvad Navn angaaer, saa vil Du skifte Dit,
(Gud gjøre Pinen kort!) og gjerne føre mit.
Tak for de mange Kys, mit Brev paa mine Vegne
Fik af Din Rosenmund, og vil sig selv tilegne;
Men — o, dit Hjerte, Glut, din Sjæl skal vidne om,
At disse søde Kys, de er min Ejendom,
Mig høre de kun til, kun mig, og ingen anden,
O misted jeg blot eet, saa gik jeg fra Forstanden! —
Nu skjænker Kaffe Du til Tæssebøl maaskee,
Maaskee Du varter op den unge Prom med Thee,
Ja selv maaskee — hvo veed? — Du skjønner smukt paa Æren,
Og lidt spadserer om med Overkrigskomm’sairen.
I hvad Du ogsaa gjør, Du Himmelske, saa veed
Jeg at Du tænker dog paa mig med Kjærlighed.
Thi saadan gaaer det mig; jeg intet foretager,
Jeg neppe griber fat om mine Støvlehager,
Saa svæver for min Sjæl Dit Smiil, Dit Elskovsblik,
Og volder Hjertet — ak! et dybt, men saligt Stik.
End værre gaaer det mig ved Synet af de Smukke;
Et yndigt øielaag kan ikke halvt sig lukke
Og plirende, paa Klem, fortrylle bag sit Slør,
Før jeg af Længselsqual saa godt som næsten døer.
Thi dette er vel smukt, men hvad er det at ligne
Mod Aanden i Dit Blik, min ædle Caroline? —
Dog — Spas tilsidesat! — Dit Brev, Erindrings Smiil,
Og Haab lyksaliggjør som oftest Din Emil.
Du spørger, hvi jeg strøg i Brevet et og andet,
Men ikke tykt nok, ud? Saa viid: det var for vandet!
Og for at vise Dig (hvad Elskov sildig seer),
At jeg gjør Misgreb, Feil og Bommerter med meer,
Som vel jeg indseer og vil ikke skjule gandske,
Just derfor vilde jeg det Skrevne ei forvanske.
Du selv, mit gode Barn, ihvad Du skrev, lad staae!
Alt, hvad der var i Dit, mit Hjerte vide mase.
I øvrigt, hils fra mig den venlige Pauline!
Hils Inger! — Begge nu ei Dine blot, men mine!
Hils Prom, den arme Fyr! og Tæssebølle! husk,
At han i Blæst og Regn maa døie Veiens Smudsk,
Og, ædelmodig nok, paa Posten bringe Breve,
Som gjør ham selv det til Fortvivlelse at leve.
Og hils Din egen tro, guddommelige Aand
Fra ham, den evig bandt i sine søde Baand!
Emil.
Efskt:
Beundres kan ei nok, Hjertelskte, Dine Kaaer,
Men sving for langt ei ned med Dine Jodder, Haaer!
Og — ei at glemme! — Tak og Hilsninger fra Venner,
Endeel af de Personer, som Du kjender,
Din Søster, Christensen og slige Bængler,
Min Broder, Jomfru Møller, M