Don Rodrigo er paa Jagten,
Uden Rustning, han har lagt den
— Det er hedt — i Skyggen hen.
Under Løvet, ved en Kilde,
Sætter sig den stolte, vilde
Don Rodrigo, Kampens Ven.
Fuld af Had og mørke Rænker
Paa sin Søstersøn han tænker,
Paa Bastarden Mudarrah;
Han, hvis Brødre, lænkeslæbte,
Don Rodrigos Svende dræbte,
Syv Smaasønner af Larah!
Ham at finde, ham at hærge
Gjennemsøgtes Spaniens Bjerge,
Fjernt og nær, fra øst til Vest.
En af dem maa Døden ramme.
Just paa Vejen i det samme
Drage sees en Mand til Hest.
— Riddersmand! du der, som under
Figentræets Løvsal blunder;
Gud dig skjærme med sin Haand! —
— Tak igjen! Gud see i Naade,
Ungersvend, din Fart til Baade;
Følge dig den Helligaand!
— Riddersmand! du der, som under
Figentræets Løvsal blunder,
Strakt i bløde Urter hen;
Siig dit Navn, at jeg kan vide,
Hvem jeg hilser ved min Side,
Om en Uven eller Ven!
— Denne Sag heel let man jævner;
Don Rodrigo jeg mig nævner
Af Larah! det være sagt.
Donna Sancha er min Søster.
Idetmindste, jeg mig trøster,
Lød det saa ved Daabens Pagt.
Her, paa Luur bag Buske brede,
Overalt, paa Bierg og Hede,
Søgt hiin Mudarrah jeg har;
Hiin Bastard af en Oprører;
Han, som en Fregat nu fører,
Maurerkongens, Aliatar.
Ei han smutter mig af Hænde;
Jeg skal Knøsen flux gjenkjende:
Altid i hans Belte sad
Vor Familiedaggerts Klinge,
Skaftet af Agatens Ringe,
Uden Balg det nøgne Blad.
Ja, saasandt jeg Christus kjender,
Kun for disse mine Hænder
Skal han døe, den vantro Hund!
Længe skal mit Had ei tørste ....
— Du Rodrigo? ha! du Fyrste
Til Larah? En heldig Stund!
Viid, den Ungersvend, min Herre,
Som du taler med, disværre,
Er just ham, du leder om;
Just en Hævner, just din Dommer!
See nu hvor din Frelse kommer!
— Seent vel, siger hiin, du kom! —
— Jeg, Bastard af en Oprører,
Jeg, som en Fregat nu fører,
Arving til dit Herredom,
Jeg, min Hevnlyst og min Daggert —
Ha, et Selskab som er vakkert!
See, her er vi! — Seent du kom!
— Alt for flux, min kjære Fætter
Hvis dig Livet ikke trætter
Afskum, blegner du? ja skjælv!
Seer du Kniven, seer du Haanden?
Mig dit Liv! saa tage Aanden
Engle, eller Satan selv!
Hvis min Dolk fra Spaniens Klipper
Og min Gud mig ikke glipper —
Snart er een kun af os to!
Jeg er Mester nu; din Herre;
Ha, Bedrager, jeg skal spærre
Dette Lufttræk i din Kro!
— Donna Sanchas Søn! min Fætter! —
Tys, dit eget Blod, jeg gjætter,
Det tilsidst vil lædske dig;
Onkel, leve kan du ikke —
Vild, om nogle øjeblikke ....
— Mudarrah! hør, Fætter, mig!
Holdt! giv Tid! en Stund du vente!
Lad mig hist mit Slagsværd hente —
— Bedre Frist, end den, du gav
Mine Brødre, vent dig ikke!
I dit Gravcapel de ligge —
Du skal i den samme Grav!
Derfor hidtil, blank og aaben,
Uden Balg jeg bar mit Vaab —
See mit Blik! ei en Vasals! —
For, i Hevnens Time vakkert
Trygt at støde denne Daggert,
Bøddel, i din brune Hals!
Victor Hugo.