Jeg var en Jomfru Egensind
Med et balstyrigt Indre;
At give, faldt mig aldrig ind,
At tage, endnu mindre.
Og Himlen veed, hvoraf det kom,
Jeg var ei mindste Smule from.
Da kom en nybagt Officeer
Med Fipskjæg paa sin Hage,
Han vidste paa en fiin Maneer
At give og at tage.
Og Himlen veed, hvoraf det kom,
At jeg paa een Gang blev saa from.
Jeg mærked mig hans Øiekast,
Hver lille Yttring af ham;
Greb han min høire Haand, i Hast
Den venstre med jeg gav ham.
Og Himlen veed, hvoraf det kom,
At jeg paa een Gang blev saa from.
Til Nøddeskoven med min Ven
Fra mine Søstre drog jeg;
Jeg gav mig i hans Arme hen,
Og ham i mine tog jeg.
Og Himlen veed, hvoraf det kom,
At jeg paa een Gang blev saa from.
Jeg sank i Græsset paa hans Skjød,
Ham tusind Kjærtegn viste;
Jeg gav ham Kjernen af min Nød,
Og den af hans jeg spiste.
Ak, Himlen veed, hvoraf det kom,
Jeg blev bestandig mere from.
Da hørtes gjennem Skov og Hæk
Min Moders Raab itide;
Hvad ellers let var givet væk
Og taget — hvem kan vide;
Vor Herre veed, hvoraf det kom,
Jeg blev med eet uhyre from.
Bürger.