Vaadt Skjøde og et Hav i Skum,
En Kuling, som staaer fast,
Og fylder os det hvide Seil,
Og bøjer ranken Mast;
Og bøjer ranken Mast, min Gut,
Afsted, grib Rorets Træ,
Lad Skibet flyve som en Ørn,
Det gamle Land i Læ.
O, give Gud dem bliden Bør!
Skreg mangen fager Mø;
Jeg ønsker mig en stiv Nordost,
Og Saltets svære Sø;
Og Saltets svære Sø, min Gut,
Og Skuden tæt og fri,
Vort Hjem er Verdens store Hav,
Og raske Sømænd vi.
Den gule Luft betyder Storm,
I Skyens Mulm er Lyn;
Musikken spiller op, Matros,
Hør Blæstens skarpe Hvin;
Hør Blæstens skarpe Hvin, min Gut,
Og fjerne Tordners Brum —
Vort Pallads er den hule Eeg,
Behængt med Havets Skum.
Allan Cunningham.