Frisk, nye Menniskbilled,
Op af det dunkle Bad!
See Livets Lyst optrilled
For dig sit rige Blad:
Alt under Blomsterfaner
Først aarle Barndoms Spil,
Snart Haabets Rosenbaner
Med Elskovs hulde Smiil.
Skarp er de gyldne Pile,
Men sødt hvert Saar de gav,
Og Livets Bølger ile,
Synes et stille Hav;
Du troer dig end paa Borgen,
Skjøndt fjern paa Bølgevei, —
Da kommer pludslig Sorgen,
Ak, som du ahned ei.
De Troe hensovne ere,
Som dig i Vuggen laae,
De Nye, ak de kjære,
Paa eengang fjernet staae.
„Farvel!” din Pige synger,
„Dig har jeg aldrig meent.”
Da Graad til Kind sig klynger,
Da visner Glæden reent.
Paa Tungsinds Byrde bærer
Tilblods din Nakke sig,
Med bitter Malurt nærer
Den grumme Anger dig,
Du est til Liv ei dygtig,
Det dog forsvinder ei,
Hvert Glædeslyn er flygtig,
Kun fast din Tornevei.
Est du i saadan Qvide,
Min Vise da ei glem!
At kalde vil den vide
I Dig et Middel frem:
Lad Taaren klar nedtrille,
Lad svulme Øiets Rand;
Det er den kære Kilde
I Ørknens hede Sand.
Kom Vandrer, from, sørgmodig,
Kom Vandrer, tro og huld;
De dufte lidt veemodig,
Af Lædskedug dog fuld.
Hvad sødt i dem du nyder,
Det er en Himmeldrik,
Naar du i dem henflyder,
Du bruger Himmelskik.
Dybt, dybt du indad grave,
Der de sit Udspring har,
Befri af Muldets Grave
Dig selv, en Engel klar.
Dit stenetkolde Hjerte
De smelte lyst og lind,
Du selv ved deres Kjerte
For Verden vorder blind.
Men klar dig Straalen bliver,
Den Himmelgjæst i dig,
Som Jordens Fryd opliver
Paa evig Glæde rig.
I Taarers Lys-Crystaller
Saa gjerne den sig seer,
Og Taagesløret falder,
Og Himmelengen leer.
Da maa sig mildt forbarme
Alkjærlighedens Gud,
Mod dig de aabne Arme
Din Frelser strækker ud.
Da er din Lænke sprungen,
Velsignet er din Gang,
Og salig klinger Tungen
I Herrens Jubelsang.
la Motte Fouqué.