Christiansholm med Borg og Skove
Ved den blanke Sø,
Dig maa Vandringsmanden love,
Reed han under Ø —
Kornet bølger paa din Banke,
Fugle i din Sø sig sanke
Og din Hauges bløde Bugter
Krandse Blomst og Frugter.
Mure fik dit Slot og Volde,
Som stred mangen Dyst,
Som kan Stormens Tørning holde
Uden Bræk og Brøst;
Men ei meer til Krig og Feide
Kun for Stjerners Gang at speide,
Hvor den stille Sølvsky svæver,
Taarnet nu sig hæver.
Og hvor fordum Vikingskaren
Gjemte Pul og Spyd,
Tømte Hornet efter Faren
Sang til Skjoldelyd —
Sidder Tænkeren i Salen
Fryder sig ved Oldtidstalen,
Og med vittig Kløgt betragter
Livets mange Fagter
Borgens Roes i gamle Dage
Skal ei plat forgaae,
Den var Tilhold for de Svage,
Den er endnu saa.
Gavmildhedens skjønne Glæder
I de danske Herresæder
Kan ei glemmes, naar en Kvinde
Hersker blidt derinde.
Held dig Borg ved Lollands Skove
Ved den blanke Sø
Vandringsmanden maa dig love,
Reed han under Ø. —
Gjæstmildt i den høie Stue
Sysler Grevens ædle Frue,
Fattigmand, som kom med Klage,
Hjulpen gik tilbage.
Derfor lad nu Toner klinge
Høit i Slottets Sal,
Hende vi vor Jubel bringe
Ved en fyldt Pokal.
Grevens Frue leve længe,
Vennehuld mod dem, som trænge,
Borgens Perle, Egnens Smykke
Og sin Christians Lykke.