Mangen Digter har sjunget
Om sine Ønsker de ømme
Har sig vugget og svunget
I Længslens evige Strømme,
Har sjunget om Ønsker og Drømme.
Giver Musen mig Kraften
Vil jeg synge og digte;
Hjertets Tone i Aften
Troer jeg, kan ikke svigte
Ja jeg vil græde og digte
Den, som jeg elsker med Smerte
Kjender kun lidt mine Qvaler
Ak, thi mit eensomme Hjerte
Stille og lønlig kun taler
Om sine Kjærlighedsqvaler
O at jeg var blot den hvide
Pen, som han holder i Haanden
Og som først faaer at vide
Alt hvad han tænker i Aanden
O at han holdt mig i Haanden
Eller, hvis Himlen tillod det,
O at jeg var blot den lille
Yndige Bog, hvori stod det
Vers, som han læse vilde
Helst i Eenrum og stille.
Kunde dette ei være,
Ringen jeg ønsked at blive,
Som til sin Brud han med Ære
Kjærlig og tro vilde give;
Min Graad skulde Perler blive.
Dog, — o Gud, hvis han døde —
— Himmel bønhør mig! — jeg være
Krandsen, der falder i øde
Grav, hvorfra ham Englene bære!
Meer vil jeg ikke begjære.