Iler nu fra eders Hytter,
Møe og Svend I Aftenrøden!
Under Egen — lytter, lytter!
Stirrer hen i Rosengløden!
Mellem spæde, skyldfri Sjæle,
Mellem Børn, du hellig trine,
Olding, og i Skaren dvæle,
Liig en blomstergroet Ruine.
Hustru med dit Barn ved Haanden,
Kom og hør paa Aftensangen!
Øm og rosenrød gaaer Aanden
Hist fra Solen gjennem Klangen.
Smiil, du blege Sorg, i Aften!
Rolig bliver gamle Vunde;
Sangen gjør, ved Guddomskraften,
Glædens syge Børn dig sunde.
Livet folder sine Hænder,
Stirrer paa sin dunkle Skygge,
Stjernen gjennem Skyen brænder,
Evig som de Frommes Lykke.
Søvnen dækker alle Kløfter,
Alle Saar og hver en Smerte:
Føle I, vor Fader løfter
Sine Børn op til sit Hjerte!