Stakkels Barn, sov ved mit Bryst!
Mine Taarer skal dig varme.
Klynk ei med din spæde Røst!
Græd ei i din Moders Arme!
Solen alt forlængst gik ned,
Ingen hørte paa min Klage,
Ingen har Barmhjertighed,
Koldt forbi de Glade drage.
Kom den blege Sorg ihu,
Hun din Søster er, o Glæde!
Og hun bedre er end du,
Skjøndt hun sukke maa og græde.
Ak, mon det min Brøde var
At jeg elskede i Livet?
Nei — Gud mig velsignet har,
Han har Mand og Barn mig givet.
Og hvad jeg af Herren fik
Vil han vogte og bevare;
Om mit Barns det skyldfrie Blik
Svæver jo hans Engleskare.
Døden tog min Hjertensven,
Monne ham til Himlen bære;
Herren gav og tog igjen,
Herrens Navn lovpriset være!
Skarpe Vinde, blæs ei saa!
Ak, mit stakkels Barn maa fryse;
Kolde Steen vi sidde paa,
Nøgne vi af Kulde gyse.
Piger paa den glade Sti,
Ømme Piger, hjelp mig Arme!
Iil dog ei saa koldt forbi!
See mit Barn! I jer forbarme! —
Gjem din Regn, du mørke Skye,
Til vi finde kan en Hytte;
Ak, her er jo intet Ly,
Som mod dig os kan beskytte.
Vær dog grusom ei, o Jord!
Styrt saa tungt ei, kolde Draaber!
Hør, o Gud, den arme Moer,
Som om Bistand dig anraaber!
Stakkels Barn, o dæmp dit Skrig!
Ak, du er saa vaad, du Arme!
Bælmørk Natten nærmer sig —
Gud sig over os forbarme!