Det blæser koldt derude,
Paa Jorden ligger Løvet,
Gjennem Anden paa min Rude
Seer Skyen ind vemodig og bedrøvet;
Og da i Sjælen mig nu klart vil blive
Et Billed, som jeg elsker,
Saa vil et venligt Digt jeg eder skrive.
Vel er det for de Glade,
Men mere for de Kjære,
Hvem Taareperler bade,
For Alle vil det sagte Nynnen være,
En stille Sang, som kalder paa de Døde,
Paa alle visne Glæder,
Og stirrer i en falmet Aftenrøde.
Gudmund, saa heed en Sanger,
Der vandred med sin Cither;
Hvor Veien trang og lang er,
Der seer det friske Sind et Gyldengitter,
Bag hvilket Gud har sat de skjønne Roser
I Phantasiens Hauge;
Derind saae Gudmund, glemte alle Moser.
Men hvo som Gudmund lærte
At aande Livets Varme
Og hvad hans Bryst begjærte
Af Lædskning sød i Kjærlighedens Arme,
Det var hans Kone, som ham fromt ledsaged,
Og sang for tætte Klynge,
Der lønned rigt, naar Sangen den behaged.
Omslynget var Mathilde
Af Sangens kjælne Aander;
I Klippeegn, den vilde,
Forsagte Barn sig jamrer og sig vaander,
Men sees et Lys, saa følger det dets Blinken,
Og banker høit paa Hytten:
Saa fulgte fordum hun sin Gudmunds Vinken.
Forladt af Ven og Frænder
Med Faer og Moer i Graven,
Man intet Trofast kjender
Uden den Elskede og Vandringsstaven,
Og da nu Strengen klang de ømme Bønner,
Da gav hun Gudmund Haanden,
Og Kjærlighed steds Kjærlighed belønner.
Hun bar den brune Cither,
Og under Hatteskyggen
Saa skjælmskfortrolig titter
Blaaøiet om til Manden, som paa Ryggen
Har alt hvad deres Nøisomhed behøver,
Og saa Guds vide Verden
Foran, og intet Savn, som dem bedrøver.
Da sang de høit paa Marken,
For Folk ved Egeroden,
og lystig nok paa Barken,
Der førte vaersomt dem langs ned af Floden;
Og frit sat over, ja vel og begavet,
Sprang begge ud paa Kysten
Med Tak til Gud at de var frelst fra Havet.
Saa treen de i en Hytte,
Hvor bag den grønne Rude
Vel mangt et Bryst mon lytte
Paa Visen, Strengelegen vil bebude.
Og uden Løn de aldrig end forlode
Det Tag, hvor Armod boede:
De Armes Smiil for dem om Natten stode.
Saa mange Aar de flakked
Alt om i mange Lande,
Og henmod Aften lakked
Det nu paa Gudmunds brune Kind og Pande.
Afbleget ogsaa var Mathildes Ynde;
Selv hendes klare Stemme
Og Citheren meer sagte maatte nynne.
Da de en Aften silde
(Fuldmaanen stod paa Himlen)
Kom fra et muntert Gilde,
Et Bondebryllup, hvor af Glæde Stimlen
Ei karrig havde lønnet deres Sange,
Og fro gik hjem til Staden,
En Klynken de fornam i Lundens Gange.
Og blandt de mørke Grene
Stod noget Hvidt i Skoven.
Man skulde næsten mene.
Det var en mægtig Lilie, naar fraoven
Maanskinnet faldt ned paa de hvide Blade,
Der viftede i Vinden:
Gaae nærmere dog Gudmund ei kan lade.
Og see, i hvide Klæder
En lille Pige, klynkende
Ved Træet staaer og græder:
Gudmund taer hende paa sin Arm, sig ynkende,
Mathilde tørrer hendes vaade Øine,
Og kysser hendes Pande;
Snart Angst og Kuld fra Barnet ere fløine.
Og da den dunkle Stue
Nu holdt dem sluttet inde,
Paa Maanens blanke Lue
Den Lilles Blik de stedse monne finde:
„O, sagde hun, hvor smukt min Maane lyser!
Her staae dog ei de sorte,
De lange Mænd og puste saa jeg fryser.”
„De kom saa sagte, sagte,
Bagved de grønne Buske;
Paa Jorden de sig lagde
Og monne fælt i Tjørnekrattet ruske.
De baer min Moder bort i sorten Kiste —
Ak Gud! der er de atter!”
Her skreg hun høit, og hen mod Krogen viste.
Da nu, saa godt de kunde,
De havde Barnet trøstet,
Gik Gudmund hen at blunde;
Den Lille sad med Hænderne paa Brystet,
Med snehvidt Ansigt i de hvide Straaler;
Da meente atter vel Mathilde,
En Lilie lukked sine hvide Skaaler.
Sov sødt, sov sødt! hun sagde
Og paa den hvide Pude
Den lille Engel lagde,
Mens Maanen lyste klart fra Vindvets Rude.
Selv bad hun tyst sin Aftenbøn, og hviilte
Sig træt ved Barnets Side;
Alvorligt, blegt det laae, men aldrig smiilte.
Da næste Morgen titted
Den røde Sol bag Løvet,
Mathilde Barnet fritted,
Om dets Forældre, hvi det stod bedrøvet
I øde Skov og græd ved Nattetide;
Men Barnet tang, og intet
De om dets dunkle Skjæbne fik at vide.
Dog da hun skulde sige
Hvordan hun hed, saa peged
Hun fromt, den lille Pige,
Paa Kniplingsstrimlen, som om Brystet leged;
Og paa den fine Særk saae snart Mathilde
Var syet med lysblaa Silke:
„Camilla”. — Stum, alvorlig stod den Lille.
Da slog paa Strengens Gitter
Gudmund i Sanger-Duften,
Og fra den hule Cither
De rige Melodier sprang i Luften;
Mathildes Røst flød gjennem dem og bævede;
Da stirred lyst Camilla,
Et stille Rosenrødt om Kinden svævede.
Og Sangen lød om Lykke,
Den Fugl med flygtig Vinge,
Som gjerne dog vil bygge
Paa Armods Tag, og Huset Glæde bringe.
Som bliver Vintren over, naar man sætter
Lidt Grød paa Pinden for den,
Og synger deiligt i de mørke Nætter.
Som skjærmer Hyttens Vægge
For Ild og Storm, den bragende,
Som gjør, at Gud vil lægge
Velsignelse i hvert et Foretagende,
Som lader Kruus og Fad ei tomt og øde,
Naar de en stakkels Skabning
Til deres fromme Nøisomhed indbøde.
Og derfor har de Strænge
Og Sangens søde Tone
Forkyndt hvad skjult alt længe
Laae dybt i Ømheds rosenrøde Krone:
At Himlen dem et lille Barn vil skjænke,
Og henrykt kan Mathilde
Den stakkels Fundne som sin Datter tænke.
Hun skulde lære gribe
Musikens bløde Vinger,
Der med en Gyldenstribe
Hver Livets Neglik krusende omringer;
Der som en Due i hvert Hjerte flyver,
Olivenbladet henter;
Hvis Røst er Hjertets Røst, og aldrig lyver.
Hun skulde Englen være,
Som Sjælen længtes efter;
Hun skulde Tonen bære
Og styrke Digtets Rod med søde Kræfter;
Hun skulde mellem Mand og Hustru smile
Med Uskylds hvide Roser,
Sødtmindende om Himmeriges Hvile.
Men ei hvad vi bestemme
I Skjæbnens Bog staaer skrevet;
Og kan vi ydmyg glemme
Vor egen Villie, har vi dydig levet.
Bortvisner om vor Hytte Haabets Ranke,
Da skinner Stuen klarest,
Og stille sysler der den fromme Tanke.
Camilla aldrig rørte
Quitarens Tone-Gynge,
Og heller aldrig hørte
Man hendes Stemme hæve sig og synge;
Det dunkle Blik laae dødt paa Strengens Gitter,
Og Sangen skjult i Brystet,
Kun Taarer faldt ned i den stumme Cither.
Men nynnede Mathilde,
Naar Sorgen dem omdunklede,
De Rosenskyer milde
Den Bleges Kind omflød og Øiet funklede;
Og hvirvled ømt om Digtets Blomsterstengel
Musikkens varme Aande,
Da sprang hun om som en beruset Engel.
Og Gudmunds lille Hytte
Var rig paa kjælne Sange,
Vilde ei Klagen bytte
For Glædes-Hymnen i de lyse Gange;
Vel Droslen slaaer og smeltende fra Dalen
Mod Solen dirrer Lærkesang,
Men kun i Mørket klukker Nattergalen.
Og sad de nu i Lunden
Omstimlet tæt af Klyngen,
Der henmod Aftenstunden
Fromt hørte deres Citherspil og Syngen,
Camilla gik paa Pladsen om, den grønne,
Og tog i spæde Hænder
Det blanke Sølv, ak, som skal Hjertet lønne.
Hun lærte Perler hvide
Paa Silkesnoren trække,
De Blomster smaa og blide
Kunstziirlig om det klare Taft at lægge;
Og mangen Yngling kjøbte henrykt Baandet;
Thi hvad hans Hjerte skjulte,
Det, syntes ham, fra Perlen sagte aanded.
Og sad Camilla stille
Med Perlerne i Skjødet,
Mens Gudmund og Mathilde
De smaae Duetter nynned; o da gløded
Den hvide Kind, da maatte Øiet tindre:
En Farve-Bue straalede
Som faldt en Regn af Graad i hendes Indre.
Som Barn alt Somre tretten
Camilla havde skued,
Og nu — Barndoms-Sonnetten
I hellig Eenfold samlende — fremlued
Den fjortende, og monne tyst afhylle
De hvide Hjerte-Blade:
Hvor yndig stod den ranke Lilie-Fylde!
Nu var da Tiden kommen,
Da hun, en from Præstinde,
I Elskovs-Helligdommen
Sit Myrrha skulde strøe paa Altret, binde
En Krands for Livet og en Krands for Døden,
En Krands, der aldrig visner,
Men blomstrer evignye som Morgenrøden.
Da maatte det sig hænde
I stille Aftenskygger,
Hvor helst de gamle Venner,
Vort Hjerte og Naturen sagte trykker
Hinanden til det fulde Bryst, og græde,
At Gudmund og Mathilde
Ved Linderoden havde taget Sæde.
De Stjerner smaae og milde,
De drømte i det Himmelblaae;
I Træerne var det stille;
Blandt Dammens grønne Siv en Sølverstrimmel laae,
Som havde Luna, der paa Skyen hviilte,
En Sløife tabt fra Barmen,
Og som om Bølgen kyste den og smiilte.
Da stimled Folket sammen
Om Gudmund og Mathilde,
Og rundt om Lindestammen
De lytted paa Quitarrens Klang, den milde;
I Mørke sneg den sig bag Rosenhækken,
Med den de fromme Elskende;
Camilla sad og stirred ned i Bækken.
En Mand, med Haaret dunkel
Om kummerfulde Miner,
Mod Stjernernes Karfunkel
Saae op fra Haugens hvælvede Jasminer,
Og sværmerisk med dem han syntes tale;
Da slog Gudmund sin Cither
Og mod Mathilde sang i Aftnens Svale:
1.
O du, lille grønne Pige,
Skovens underfulde, Fee;
Du som lærer Fuglen sige
Saligsødt sit ømme Vee;
2.
Du som lærer Fuglen sige,
Hvad ei Digteren formaaer;
Du som her i Skovens Rige
Helst dit gyldne Telt opslaaer.
2.
Teltet vævet lyst og luftigt
Over Græs og grønne Straa,
Fiint og klart og amraduftig,
Med en Vimpel himmelblaa.
3.
See de kjære Sangre alle,
Alle sove trygt i Lye;
Mørket boer i Skovens Halle,
Stjernen i den dunkle Skye.
4.
O du, lille grønne Pige,
Kom til mine Strenge ned!
Lær mit indre Vee mig sige,
Lær mig synge Kjærlighed!
De sidste Toner bæved,
Og Taushed drog sin Aande;
Men omkring Mange svæved,
Deels klar som Solskin, deels af salig Vaande
Indsløret duftende, end Kjærligheden,
Hvis Saar usynlig bløder
Fra spæde Barndom af hos os herneden.
Adspredet var alt Stimlen,
Og Sangerparret ene;
Men stirrende mod Himlen
End Manden stod, alt bag de dunkle Grene.
Camilla sad, en snehvid Blomst, ved Bækken,
Med Maanskin paa sin Pande;
Med Roser og med Torne gynged Hækken.
Da nu af Haven iilte
Med Gudmund og Mathilde
Camilla ud, da smiilte
Den dunkle Skikkelse, og vaersomt stille
Han fulgte deres Fjed til ringe Bolig,
Hvor snart med Sanger Gudmund
Albertus (saa han heed) blev varmfortrolig.
Tidt Sorgen er en Skygge
Til Qvægelse og Hvile,
Hvor vi, som bag en Hygge,
Kan skjærme os for Solens hede Pile;
Og derfor med det kummerfulde Hjerte
Tidt hellere vi leve
End med den Fryd, der veed af ingen Smerte.
Albertus var saalunde
En kjølig Aftenskygge,
I den man fredsom kunde
Sit Hjertes Qval udaande, trolig bygge,
Og hos det fromme Sangerpar han vandt sig
En Drøm af svundne Straaler,
og de I hellig, hellig Dæmring fandt sig.
Men hvad hans Sjæl holdt fangen,
Det var Camillas Ynde,
Et Billede paa Sangen,
Hvis søde Bliv Begeistringen maa nynne,
Før tonende den løfter sine Vinger.
Han Aanden var, den levende,
Der rører Æols-Harpen, saa den klinger.
Han holdt den Bleges Hænder
Tættrykket mellem sine;
Hans dunkle Øie brænder,
Saa Rosen rødmer, hvor en hvid Jasmine
For nylig duftende sit Blomster hæved.
Hans Fryd var længst i Graven,
Opstanden nu den ham imøde svæved.
O, sagde han, min Lykke
Boer her i dette Øie;
Med disse Læber trykke
Sig Engle til min Mund, med dem sig bøie
En farvet Glorie omkring mit Hoved.
Camilla, o Camilla,
Dig har min Sjæl i Evighed trolovet.
Men stum hun sad, den Engel,
Med Øine blaa og blide.
Kun Halsens ranke Stengel
Hun bøied mod hans Bryst, den Hellighvide!
Da kunde ei for Fryd Albertus dvæle,
Dybtanende han raabte:
Naar Vaaren kommer, vi for Altret knæle.
Og Vintren tegned sine
Blomster, de forunderlige,
Bag ved det blaae Gardine,
Som drømte den om Floras søde Rige.
Og Natten stod med sine Stjerner alle
Og lyste over Hytten,
Og Maanen skifted i den dunkle Halle.
Men blegere Camille
Op til Albertus skued;
Hun var saa taus, saa stille;
Som Maanen gjennem Ætherskyen, lued
Heelsynlig næsten hendes Sjæl, den klare,
Igjennem Legem-Floret;
Kun Englens Vinger ei tilsyne vare.
Hun smiilte aandeherlig
Til sine gode Venner;
Albertus bad saa kjærlig,
Mathilde sad og folded sine Hænder,
Og Gudmund saae vemodig paa Quitaren;
Den taug, og Alle taug de,
Som gik igjennem Kamret Engleskaren.
Solstriber laae klartlysende
Paa Gulvets Sand, og Alle
Fornam de helliggysende
Høipsalmer fra den nære Kirkehalle.
Det lød saa sælsomt over Kirkegaarden
Som sade kjælne Genier
Paa Gravene og sang om Afskeds-Taaren.
Albertus tog med Bæven
Camillas Haand, og sagde:
Din stille Himmel-Svæven
Er stegen høit, min Brud, og end ei lagde
Du Haanden ømt i min, at slutte Pagten,
Hvis Spire groer mod Stjernerne
Fra Jordens lave Dal, hvor vi har lagt den.
Da rysted hun sit Hoved,
Den ædle hvide Lilie:
Dig har jeg ei trolovet,
O du min Ven, her paa den grønne Tilie.
Camilla, udbrød han med bitter Smerte,
Du elsked mig da aldrig?
O, sagde hun, en Anden har mit Hjerte!
Dig, Albert, dig han ligner,
Men dunkelt ei hans Haar er;
Saa lyse er hans Miner,
Og han har ingen, ingen bittre Taarer.
Min Yndlings Pande har ei dybe Rynker,
Som din, min arme, arme Ven;
Med ham mit Blik en Rosenrødme synker.
Han kommer i mine Drømme,
Og skuer venlig paa mig;
Og Børn saa kjælne, ømme
Omkring ham staae og see huldsalig paa mig.
O skjøn min Elskte er som Morgenrøden;
Skal jeg da vel forlade ham?
Ei elske ham i Livet og i Døden?
O sæt dig hos mig stille,
Min fromme Ven, og lad mig
Fortælle om den milde
Den kjære Yndling, som i Drømme bad mig
At følge sig de søde, klare Veie,
Og som jeg trolig fulgte,
Og som jeg gav min hele Sjæl i Eie.
Og længe hun fortalte
I Ord saa kjærligglade;
Og alt som hun fortalte,
Den hvide Kind blev rød som Rosens Blade;
Og høiere blev hendes klare Stemme;
Tilsidst i Sang hun jubled,
Og Tonen strømte ud fra Hjertets Gjemme.
Retsom Svanen, den hvide,
Der aldrig, aldrig synger,
Førend just paa de Tide,
Naar Livet blidt i Døden sig forynger;
Saalunde ogsaa først sang sødt Camille,
Da Døden kom, en Engel klar,
Og Flugten hende bar i Æther-Stille.
Hun sine Øine lukked,
Og bort fra Hytten svæved;
Saa dybt Quitaren sukked,
Og taarekvalt den bløde Afsked bæved.
(O tusind, tusind Godnat, du kjære Engel!
O havde jeg et Rosentræe,
Jeg brød af Sorg dets bedste Blomsterstengel.)
De hendes Grav udsmykked,
De græd saa mangen Taare;
Den arme Gudmund trykked
Mathildes Haand: O klag dog ei saa saare!
Albertus bedende laae dybthenbøiet,
Og mildere blev Hjertets Qval,
Og Sorgen smeltede i Graad fra Øiet.
Det var mod Aftenstunden,
Da Gudmund tog sin Cither;
Alt Maanen var oprunden,
Og straalte gjennem Klrkegaardens Gitter.
Mathilde sad hvor fordum sad Camilla,
Ved Arnens blege Lue;
Albertus sukked gjennem Aftnens Stille.
O Sang, du milde Gave —
Saa tænkte Gudmund — kjærlig
Du paa de sjunkne Grave
Strøer dine Blomster ned, og qvæger herlig
Det matte Bryst og dræber Mismods-Slangen;
O staae mig bi, at Følelsen
Sin Klage ømt kan aande ud i Sangen:
1.
O vi sad omslynged her i Stuen,
Omkring Arnen sad vi Haand i Haand;
Rød og blaalig, grøn og gylden
Paa den dunkle Arne brændte Luen,
I vort Bryst var Sangens Aand.
2.
O vi gik i Herrens store Have,
Saae den grønne Busk og Floden blaa;
I vort Øie fandt vi atter
Reen og klar Naturens milde Gave,
I vort Bryst en Himmel laae.
3.
O vi sad i Maanskin under Løvet,
I den lille grønne Gaard vi sprang,
Leged Høgen efter Duen;
Livets Snog vi havde Braaden røvet,
I vort Bryst kun Freden sang.
4.
O vi leged ret saa trolig sammen,
Da kom Døden, sagde: Høg er jeg,
Bort jeg røver eders Due!
Men vi andre sukked: Amen, Amen!
Thi mod Himlen gik dens Vei.
Og da han havde sjunget,
Og alle tause sade,
Da Tonen var henklunget,
Kun Vinden raslede i Løvets Blade,
Da treen en gammel Kone ind ad Døre,
Beskeden hun dem hilste,
Og bad til hendes Ord at laane Øre:
Skjøn og ædel var Isaura,
Hendes Beilere saa mange;
Men af Alle vandt dog een kun
Skjøn Isauras fromme Hjerte.
Albert var kun den Udkaarne,
Albert stod i hendes Drømme,
Stod for hendes stille Ønsker.
Men til Slaget kaldte Krigens
Gjaldrende Trompet den Elskte.
Sorgfuld! var det slemme Budskab:
Død i Kampen er Albertus;
Graaden blev de skjønne Øines
Eneste og tro Veninde,
Sorgen havde ingen Klage,
Men desflere dybe Qvaler.
See, da bad de Frænder alle,
Fader bad og Moder kjære:
Elskov groer paa mange Stengler,
Visned een, o græd dog ikke,
Tusind er der dog tilbage.
Vælg imellem dem, og kald den
Søde Lykke dig tilbage.
Saadan bad de kjære Frænder,
Saadan Fader, saadan Moder.
Skjøn Isaura bange vakled;
Nei, o nei! fra Hjertet jamred.
O men Alle bad saa venligt,
Skjøn Isauras Mod gav efter.
Og iblandt den stolte Klynge
Valgte hun en ædel Yngling,
Meente, Elskov kunde spire,
Skjøndt dens Rod var eengang saaret.
Ak, men dybt, sig dybt bedraget
Følte snart det arme Hjerte:
Svor du eengang evig Troskab,
O, hvi vakle da ved Graven?
Hvad der eentes, skal ei skilles,
Gjennem Jorden, gjennem Himlen
Snoer sig Kjærlighedens Lænke.
Kun Albertus Minde leved,
Elsket selv i fremmedt Favntag,
Kun Albertus Blik hun skued
I sin Ægteherres Øine,
Kun Albertus hende lønned
For den lange, lange Kummer.
Og den lille kjære Datter
Kaldte hun ved Navn Camilla,
Som var yndet mest af Albert.
Sørgende den feire Ungdom
Tabte sine skjønne Blade;
Hendes Mand til Søes bortreiste,
Ogsaa ham var Lykken mørknet,
Og hun saae ham aldrig mere.
Paa sin Dødsseng hun da kaldte
Paa den gamle tro Elisa,
Gav til hende sit Klenodie,
Ak, den lille kjære Datter,
Og gik kort derpaa til Himlen.
Og Elisa pleied Barnet
Med en Moders ømme Omhu
I sin Hyttes trange Armod.
Blegt var Barnet, lugt den Elskov,
Som det Livet havde skjænket,
O men skjønt som Kj ærligheden,
Der endnu i Mindets Drømme
Trøstede den arme Moder. —
Ak, men grumt Orkaner rase,
Selv hvor længe Freden boede.
Krigens vilde Flammer hærged
Vidt og bredt al Landets Egne.
Fra sin Hytte, fra sin Hjemstavn
Maatte brat Elisa flygte,
Maatte føre med sig Barnet,
Ak, det spæde, fine Blomster.
See, da greb en Tanke hende;
Længe kjemped hendes Hjerte;
Men det vise Raad fik Magten.
Og bag Skovens dunkle Stammer
Sat hun Barnet hen, det blege,
Selv i Skjul hun nærved lytted
Med beklemt og ængstligt Hjerte.
Og et Sangerpar langs Veien
Drog i from og ydmyg Glæde,
De medlidende tog Barnet
Med sig til den stille Bolig.
Gud! i dine Hænder lægger
Jeg fra nu af hende! — sukked
Syg og skjælvende Elisa,
Søgte selv et fattigt Huusly,
Leved der af milde Gaver.
Og Camilla nu opvoxde
I den fromme Sangerhytte
Til en huld og herlig Jomfru;
Ak, men Længslens skarpe Torne
Var fra Fødslen af for dybt alt
Trykket i det spæde Hjerte;
Knuppen maatte blidt sig aabne,
Maatte dufte al sin Aande,
Derpaa steg den til sin Hjemstavn.
O I Ædle! Eder var det,
Som Camilla huldt opfostred;
Selv jeg er den gamle Lise,
Græder for den kjære Døde.
Saa talte hun, og iilte
I Mørket fra de Studsende;
Albertus sælsomt smiilte.
Strøg Lokkerne fra Kinden bort, den blussende:
O, raabte han, du havde Ret, Camille,
Dig kaldte yngre Elsker;
Din Moder vented mig i Himlens Stille.
Og indtil Tiden kommer,
Der kalder mig til eder,
I Mindets visne Blommer
Sødtgrædende om Vemods Fryd jeg leder;
Og pleier eder, o I hulde Venner! —
Og Gudmund og Mathilde,
De gav ham rørte deres fromme Hænder.