Paa Marken ligger en Bakke stor,
Derinde den fule Trold han boer.
Bakke stor,
Derinde den fule Trold han boer.
Om Natten stjæler han Bondens Korn,
Og bryder Øxenes stærke Horn.
Bondens Korn,
Og bryder Øxenes stærke Horn.
Om Høstens Tid den sorte Trold,
Han haver fanged en Jomfru i Vold.
Den sorte Trold
Han haver fanget en Jomfru i Vold.
Han gjemmer hende i mørke Stue,
Hun skulde Solen ei mere skue.
I mørke Stue
Hun skulde Solen ei mere skue.
Og hør du mig, du venne Maard,
Nu skal du kjemme og lyske mit Haar.
Venne Maard,
Nu skal du kjemme og lyske mit Haar.
Alt da trilled den hede Taare,
Den Jomfru sørged i Sind saa saare.
Hede Taare,
Den Jomfru sørged i Sind saa saare.
O var jeg nu blandt de Søstre smaa,
Og leged med dem paa de Bolstre blaa.
Søstre smaa.
Og leged med dem paa de Bolstre blaa.
Den Trold bortslænger de Oxebeen,
Den Jomfru sukker saa mod ved Teen.
Den Trold han tager sin Kjølle tung,
Nu vil jeg slaae baade Gammel og Ung —
Saa farer han i Skoven grøn,
Jomfruen sukker saa dybt i Løn.
Den Bondemand gaaer bag sin tunge Plov,
Alt igjennem den mørke Skov.
Hvad klinger dernede saa underlig?
Som var der nogen der kaldte mig!
Ak hjelp mig nu, du Herre Christ!
Det Trolden er i Bakken forvist
Ak nei jeg er en Jomfru bold,
Den lede Trold haver fanget i Vold.
Han satte mig i sin mørke Stue,
Jeg skulde Solen ei mere skue.
Og var du en saa ædelig Blomme,
Ret aldrig det kunde saa ynkelig komme.
Du est den falske Trold forsand,
Saa mangt et Mæle den Lede kan.
Fra dine Snarer mig bevare
Den naadelig Gud og hans Engleskare!
Ak, vee mig da, jeg arme Møe!
Af Sorg saa maa jeg i Hulen døe.
Da foer det Bonden til Hjertet brat,
Han vidste ei selv hvordan det var fat.
I Guds Navn da, jeg ei andet kan!
At du mig besnærer, jeg veed forsand.
Saa skred han op paa Bakken trøst,
Og raabte derpaa med høien Røst:
Saasandt Gud lever i Himmerig,
Du grønne Jord, saa aabne du dig!
Da revned med eet baade Steen og Muld,
Af Bakken steg den Jomfru huld.
Hun stod i Mørket saa lys og klar,
At Bonden meente en Engel det var.
Alt paa sine Knæ i Skoven grøn
Den Jomfru forretted sin Aftenbøn.
Men over Bakken i gule Sand
Et Kors saa tegned den Bondemand.
Gik saa hen til den Lilievaand,
Og tog med Liste Jomfruens Haand:
En Drøm mig loved en herlig Skat,
Forsand, den haver jeg fundet i Nat!
Saa spændte han fra Ploven sin Hest,
Saa rede de bort som de kunde bedst.
Og Trolden kom hjem til Bakkehule,
Saalidet kunde han der sig skjule.
Ret aldrig han der sine Been fik lagt,
Det Kors, det havde saamegen Magt.
Men Jomfruen gav den Bonde sin Tro,
Og saa lode de deres Bryllup boe.
Eia! det var et prægtigt Gilde,
Sletingen af Gjæsterne kom forsilde!