Ei hvo jeg er kan jeg Dig rede gjøre,
Det Gaaden er hvorpaa jeg længst har grundet;
Dog aldrig end er dens Betydning fundet,
Den fattes ene af den Elsktes Øre.
Med kjerlig Sind maa Du paa Sangen høre,
En ædlere Natur har Krandsen bundet;
Hilsen og Afskeed venlig sammenbundet,
At Farvetonen maatte Hjertet røre.
Og har en Engel, med sin lyse Kjæde,
Alt fængslet Dig paa Livets Ætherbølge,
Jeg tømmer Smertens Kalk med salig Glæde!
I Natten skal mig Phantasia følge
Og blegen Kind i Sørgefloret dølge,
Ved Maanens Lys vi under Pilen græde.