Ved Stranden sad den Pigelil. —
Dybt Skyen hang foroven.
De Storme kom fra Skoven,
Og Natten var paa Voven.
Ved Stranden leged Pigelil
Med Ringen tæt ved Havet;
Og Bølgerne begraved
Den kjære Ring i Havet.
Hvor er du, Ring saa gyldenklar?
Til dig min Sjæl er bunden. —
Men Mørke laae paa Bunden,
Og Ringen var forsvunden.
Hvor er du, Ring saa dyrebar?
Som Tro og Elskov gjemmer?
Ak Edvards Sjæl mig glemmer,
Hans Ring nu Dybet gjemmer.
Græd ei, græd ei, Hjertelskte min!
— Den Svend han treen fra Skoven —
Din Guldring jeg forvoven
Dig henter under Voven.
Ak nei, min Edvard, gjør det ei!
Lad Bølgen ei dig bære
Til Dybet ned, du Kjære!
Der falske Piger ere.
Bæv ei som Nattens Siv, o Møe!
Mig ingen Fare truer;
Med Lyst jeg Dybet skuer —
Der Elskovs-Ringen luer!
Og Svenden sprang fra Stranden ud;
Dump suste det i Skoven;
Midnattens Skye foroven
Hang bælmørk over Voven.
Ved Stranden sad den Pigelil;
Tyst kaldte hun til Grunden.
Men Natten laae paa Bunden —
Den Yngling var forsvunden.