Fjerboldten klang i Salen.
Veninden, smidigbøiet,
Jog den i dristig Bue,
Og fulgte den med Øiet.
Men sine brune Øine,
Hvor fyrigt end de hæves,
Og sine hvide Arme
Anstrængte hun forgjæves.
Du jog den ei tilbage.
Du fulgte Boldten ikke,
Den lette, purpurrunde,
Med agtpaagivne Blikke.
Et andet Maal i Sigte,
Du brugte andre Vaaben —
Du skottede til Siden,
Hvor Vinduet stod aaben.
Jeg stod paa Torvet — Himmel!
Hvor Øieblik kan nyttes!
Dit Blik og mit — hvor hastigt,
Hvor lykkeligt de mødtes!