Hvad der huer mig ved Skoven? —
Eensomhed! en frodig Grund!
Hun er kiælen, jeg forvoven;
Et Par Jordbær; Mund paa Mund.
Havet? — Har vel muntre Drenge
Nogen bedre Gyngehest?
Manken kan mod Skyen trænge,
Knalder høit den stærke Blæst.
Lynet? — Ha, Guds egen Landse!
Selv den Høie lærer os,
Diærvt forsvare Modets Skandse,
Og at byde Faren Trods.
Fik jeg Bierge brat at skue? —
Nu, dem saae jeg aldrig end;
Til en Skammel kan de due;
Er der Viin, følg med derhen!
Stiernerne? — O skiønne Frugter!
Sove Natten bort, giør Fæ;
See hvor Grenen lyst sig bugter!
Hvilket herligt Juletræ!
Maanen? — Som min hulde Pige,
Skiøndt i Skiul, dog røber sig
Under Lagnets bløde Flige:
Saadan huer Maanen mig.
Rosenbuske, Liliens Blommer,
Brudelys i blanke Kiær? —
Sødt at stirre paa en Sommer,
Naar den Skiønne ei er nær.
Drosler, Lærker, Nattergale? —
Hør, mig huer deres Spil,
Naar jeg vil om Elskov tale,
Eller skrive Piger til.
Piger selv? — Saa stop dog, Kiære!
Husk, et Ordsprog lyder saa:
Narren tidt kan spørge mere,
End en Klog kan svare paa.