I Skovenes lune
Dæmrende Tætning
Omgav mig den brune
Knudrede Fletning.
Mig svalte det Mylder
Af Løvet, som kruset
Og ringlende fylder
Solsiden af Huset;
Blandt slingrende, bløde
Slyngplanter og Ranker,
Der sank mig imøde —
Jeg famled i Tanker.
Paa Skyer jeg stirred,
Hvis drivende Mængde,
Sortkrøllet, forvirret,
Om Maanen sig trængte.
Paa Tangen, der løftes
Og slynges tilside,
Hvor Bølgerne kløftes
Skummende hvide.
Paa mørke Aurikler,
Paa dufende Klaser,
Hvis Tykning sig vikler
Om blændende Vaser.
O pragtfuld tilvisse
Den krøllede Trængsel —
Meer yndigt, end disse,
Dog søger min Længsel.
En Fletning, som skilles
I Strømninger mange —
Der snoe sig, forvildes,
Omslyngende, lange —
Som løses og bindes
Som bølger og ruller
Men — blødt om en Qvindes
Sneehvide Skulder.
Jeg mindes — jeg mindes —
Guldlokker, I fagre!
O siig, hvor I findes,
O siig, hvor I flagre!
Paa Søen — i Haven —
Jeg søger og leder —
I Skoven — i Graven —
Hvor finder jeg eder?