Det er deiligt at tænke sig: hvor vi maae hen,
Er vi vis paa at finde en Hjertenskær,
Og at, fjernedes vi fra den elskede Ven,
Har vi blot at elske den, som er nær!
Vort Hjerte, som Ranken, leder omkring,
Kan ei blomstre alene, vil groe, hvor det vil,
Det vil favne den mærmeste, vakkreste Ting,
Det kan slynge sig om og klynge sig til.
O den søde Trøst, at, hvert Sted, hver Stund
Findes altid en Ting, som er yndig og kjær,
At vi, fjernet fra elskede Læber, kun
Har at elske de Læber, som komme os nær
Det var Skam, naar Blomster smile os til,
Efter Rosen blot at søge og see,
Og saa riig er jo Verden paa Øine med Ild,
Det var flaut at elske kun to eller tre.
Thi Elskov og Paafuglens Vinger er saa,
De er deilige begge, men skifte Couleur,
Og hvor ny Skjønhed med Glands falder paa,
Ere Elskovs Fjer ei de samme som før.
O den søde Trøst, at, hvert Sted, hver Stund,
Findes altid en Ting, som er yndig og kjær,
At vi, fjernet fra elskede Læber, kun
Har at elske de Læber, som komme os nær.
Th. Moore.