Perfide comme l’onde.
Shakspeare.
Har jeg ei, deilige Jødinde,
Henrettet nok alt for Din Smag?
Du nu i Restens Liv dig finde:
Skal altid Øxehug, Veninde,
Ledsage dine Vifteslag?
Udhviil dig her, min Elskerinde,
Hiin Flok har naadig du forladt.
Min Dronning nu, min Sultaninde:
Tilgiv den unge Sværm! Du minde
Ei om en Dødsdom mig hver Nat.
Du bliver kjælnere forresten
Ved disse Tanker, seer jeg tidt,
Og jeg har altid mærket næsten,
Du fordrer Hoveder ved Festen,
Just naar dit Blik blev mere blidt.
Ah! Jalousiens vilde Glæde!
Du deilige, men grumme Mø!
Tilgiv mig disse Smaa, som græde,
Hvor saae man Blomsterplettens Spæde
I Rosenbuskens Skygge døe?
Er jeg ei Din? Siig mig, hvad skader,
Naar i min Arm du hviler smuk,
At hundred Qvinder, som jeg hader,
Hentære ved en Dør, jeg ei oplader,
Livskraften i forelskte Suk?
Lad dem i eensom Løndom snige
Sig hen og kun misunde dig;
O lad dem leve, komme, vige
Som Bølger: Dit jo er mit Rige,
Din er min Throne, din er jeg!
Dit er mit Folk, hvis Hjerter bæve, —
Dit Stambul — see, paa denne Bred
Dets Tusinder af Spiir sig hæve,
Talløse Flaader liig, der svæve
Paa Havet, ankret dybt i Fred!
Ja dine er de lette Tropper,
Min Rytterflok med Turban rød,
Som i en Rad, der aldrig stopper,
Henflyve krumt paa deres Hopper,
Roerkarle liig i Baadens Skjød.
Dit er Bassora, rigt paa Mandler,
Og Cyperns Ranker, som blandt Søiler groe,
Fez, hvor sig Støv til Guld forvandler,
Mosul, hvor hele Verden handler,
Og Erzerum med steenlagt Bro!
Og Smyrna med sin Strand, som stænker
De hvide Slottes Palmesvøb,
Hiin Gangesflod, forhadt af Enker,
Og Donau, i hvis Favn sig sænker
Fem Floder i forvirret Løb!
Siig! kan Du frygte græske Piger?
Sø-Lilier fra Kretas Kyst?
Et Ildblik hos en Glut fra Niger,
Der, som en vælig, ung Huntiger,
Opspringer brølende af Lyst?
Hvad rører mig hist Øielaaget,
Hvad Barmen kulsort eller klar?
Du er ei hvid, ei rød, ei broget;
Men har man Dig forgyldt med Noget,
En Straale det af Solen var.
See til, at ingen Hagel falder,
Fyrstinde, paa mit Rosenbed.
Nyd Glæden, hvortil Seiren kalder,
Forlang ei, at et Hoved falder,
Hvergang en Taare triller ned!
Tænk paa de kjølige Plataner,
Paa Badet, duftende af Ambrasaft,
Paa Golfens svulmende Tartaner ...
En Sultan sømmer sig Sultáner;
En Dolk det perlesmukte Skaft.
Victor Hugo.