„Jomfru Else, Jomfru Else!”
Skrev Hr. Peder til den Skjønne,
„Jeg har beilet nu saa længe,
Vil I ei min Troskab lønne?
Dybt mit Slot med røde Mure
Speiler sig i Søens Vove;
Hjort og Hind paa Marken spille
Og i mine mørke Skove.
Liden Smaadreng staaer med Roser
Ved det gamle Borgeled;
Egesengen i mit Kammer
Er saa eensom, er saa bred.
Mine lange, slebne Speile
Længes under Loftets Bue
Efter eders tusind Ynder
Tusindfoldigen at skue.
Over mig, som eders Slave,
Skal I egenmægtig raade —
Und mig eders Haand at fæste,
Und mig eders Hjertes Naade!
Jomfru Else, Jomfru Else!
Uden eders Rosenlæbes
Sagte Ja gaaer jeg til Grunde —
Elskes maa jeg, eller dræbes!”
„Ædle Herre, ædle Herre!”
Skrev den Skjønne ham tilbage,
„At jeg ei kan elske Eder,
Maa i Sandhed jeg beklage.
Eders Slot og eders Skove
Kan mit Hjerte ei bevæge;
Selv I er jo mørk og skummel
Som de gamle Skovens Ege.
Feigt af eders Fædres Rigdom
Lever I med stolte Fagter:
Guldets Slave, Skjønheds Slave,
Begge Dele jeg foragter.
Jeg er fri og hader Trældom.
Vil I døe — nuvel, vær færdig!
Som I er, kan I ei elskes —
Søg at gjøre jer elskværdig!”
Og Hr. Peder læste Brevet,
Satte det i Speilets Ramme;
Og han tog den sølvindlagte
Kuglebøsse med det samme;
Tog det guldbeslagne Krudthorn —
„Søg at gjøre jer elskvværdig!”
Mumled han, og spændte Hanen:
„Jomfru Else, jeg er færdig!”
Knaldet sprængte Borgens Ruder,
Gjenlød i de mørke Skove,
Og den bange Hind bortflygted,
Hvor den drak af Søens Vove.
Jomfru Else, Jomfru Else!
Blev din Beiler nu elskværdig?
Er du rede til at elske,
Som til Døden han var færdig?
„Ja,” du sukker og mod Himlen
Løfter Haanden op, den hvide:
„Jeg er hans, han vandt mit Hjerte,
Jeg vil sove ved hans Side.”
Over Graven ud i Vandet
Egegrenen nu sig speiler,
Og den stolte Jomfru sover
Der ved Siden af sin Beiler.
August 1847.