Viisdom, Daarskab og Skjønhed en Dag,
Saa siges, var i et venskabeligt Lag.
Daarskab net
Gjorde Spring og Spræt;
Hans Hue den klang med Bjelderne ret.
Viisdom tog
Med Prækner sin Bog —
O, hvad der var morsomst, det gjætter man let.
Skjønhed, som gjerne vil lade lidt klog,
Kikkede med i Viisdommens Bog,
Indtil Daarskab sang:
„See hid engang!”
Ved Synet hun kom til sig selv igjen.
Viisdom sad
Og vendte sit Blad,
Og Ingen bemærked ham meer, stakkels Ven.
Men Viisdom blev nidkjær paa Daarskabs Kaskjet:
Med den paa, saa vandt han vist Skjønhed let.
„Tag den paa,”
Sang Daarskab, „du Graa!”
Men Viisdom saae ud, saa det var en Gru,
Og Skjønhed fandt mindre Behag i ham nu.
Daarskab tog
Viisdoms Bog
Og fletted den sammen til saadan en Tot,
At Skjønhed svor
(Skjøndt ei med Ord),
Langt mere end hans egen den klædte ham godt.
Th. Moore.