En Engel stod ved Leiet stille,
Hvorpaa Charlotte yndig laae;
Det var, som i en rolig Kilde
Sit eget Billed Englen saae.
„Barn, som mig ligner,” blidt det toner,
„Forlad dit dunkle Opholdssted,
Følg med til Lysets Regioner;
Der er der ingen Qval! Følg med!
Viid, Jordens Glæde er kun ringe,
Dens Fryd selv ængste vil dit Bryst;
Dens Jubel vil dig Taarer bringe,
Og Suk er i al jordisk Lyst.
Der ingen Fest er fri for Sorgen,
Der ingen Himmel, nok saa blaa,
For næste Dag er sikker Borgen —
Uveiret følger ovenpaa.
Og skulde Græmmelsen sig trykke
Paa disse Bryn, i disse Træk?
I Uskyldsøiet kaste Skygge
Af jordisk Lidelse og Skræk?
Nei, følg med mig, jeg vil dig bære,
Hvor Sol om Sol i Straaleglands
Opfører til Gud Herrens Ære
Den evige, den skjønne Dands!
Gjør dem, som maa dig tidlig miste,
Hvem du er kjær og dyrebar,
Af dine Øieblik det sidste
Saa helligt, som det første var!
Alt straaler Himlen os imøde,
Følg med, hør mine Vingeslag!
For den, som bortgaaer uden Brøde,
Er skjønnest Livets sidste Dag.”
Fordi de klare Stjernekloder
Den svang sig til sit Himmerig —
O, du forladte, arme Moder!
Du favner grædende et Liig.