Min Herrer og Damer!
Jeg seer i Deres spændte Miner en —
En Agtpaagivenhed, der faaer mig til
At veie hvert et Ord, hver Haandbevægelse,
Hvert nok saa lille Skridt, hvormed jeg vover ...
Dog nei! Jeg seer, at jeg tog feil: Et Smiil,
Imødekommende og venligt — ja —
Et Blik, fuldt af Forstaaelse, beviser,
At her vil Sagen være let: fortroligt
At yttre mig i en fortrolig Kreds
Og sige et Par Ord om den Anledning,
Der har forsamlet os i Bispens Sal.
Det, som i Aften har os kaldet sammen,
Er, som De veed, ei nogen Festsouper,
Hvor Vinen skummer, medens Sjælen sover;
End mindre Kortenspillets gamle Hex, hvis
Gemytlighed end har saamangen Beiler;
Ja, det er ei engang Euterpe selv,
Den yndigtsvævende, med sine Fløiter;
Ei Poesiens Muse — o, hun sidder
Endnu med Hovedet sørgmodig hældet
Imod den store, florbehængte Harpe,
Der dirrer end af Skjaldens sidste Greb;
Hun tænker paa sin hedenfarne Ven
Og visker Taaren af med Laurbærkrandsen.
Det, vor Forening her vil efterstræbe.
Er noget andet, noget ganske andet;
Thi det er et af Tidens Idealer,
Ei noget mindre, end: Socialisme,
En hyggelig, fornuftig Samfundsorden,
Frihed og Liighed, ikke i Extremet,
Men i selskabelig, harmonisk Blanding —
Det sympathetisk skjønne Broderskab
Af Godt og Venligt, Muntert og Uskyldigt —
Paa gammel Dansk: det reent Selskabelige.
Det søger man selv midt i Sommerglæden,
Hvor Eensombeden dog kan yndigt bygge
I Rosers Mørke og i Skovens Skygge;
Hvormeget meer maa man i Vinterkulden
Tye til den Varme, venligt Samqvem bringer,
Og flygte under Selskabslivets Vinger?
Jo mere Frosten stivner alt det Ydre,
Jo større er den indre Trang til en
Elektrisk sluttet Kjæde, til et Stød,
En Gnist, et indre Varmestof, der bringer
Vor Hverdagsfølelse lidt mindre Frost,
Om muligt Tø — O, De forstaae mig nok!
Hvo føler ikke selv hvor Skoen trykker?
Det er vor Samlings Øiemed. Gid det
Maa lykkes! — Dog, jeg har endnu et Ord
At sige Dem, hvis ei min Tale alt
Har trættet Dem formeget. Fra vor Kreds
Er Konst naturligviis ei udelukket,
Saalidt som Konstneren, men begge to
Kjærkomne Gjæster — og, blandt smukke Formaal,
Medfølelse et af de skjønneste.
Nu traf det sig netop, en Konstner, ung,
Men færdig paa sit Instrument — som De
Vil faae at høre — sidder fast i Isen,
Kan ikke naae sit kjøbenhavnske Hjem,
Sin unge Hustru, sine vakkre Børn,
Men drives ubarmhjertig nok tilbage
Til Odins gamle Stad, berøvet Hjelp,
Berøvet Virksomhed. Alt, hvad han har,
Er hans Talent og Konstens Vaabenmærke:
„Ein leerer Beutel im blauen Felde!”
Hvad ønskeligere Motiv for os
Til Sammenkomst, til venligt Stævnemøde?
Gjensidigt ydes vore Præstationer;
Han: Bidrag til vor Aftenunderholdning,
Og vi: vort Bidrag til hans Vinterrejse.
Dermed er Alle tjent — og Konstens Musa,
Der skjuler sig i Aften, halv undseelig,
Maaskee engang vil skjænke os sit Blik
Fuldt af Erkjendtlighed og Velbehag!