Ja, jeg har sværmet bagvendt for din Ynde,
Natur — o du tilgiver Drengen dog?
Faldt Livet magert, Blomsterne for tynde,
En Haandfuld Roser jeg af Luften tog.
Da fandt jeg alle kloge Fyre flaue,
Og næsten smukke alle Sørgespil;
Da kunde mig hver Svanebarm benaue,
Og alle Elskovshymner maatte Taarer til.
Jeg fandt saa majestætisk eet og andet,
Som Andre finde umaadeligt og smaat;
Jeg fandt, vort hele Liv var saare vandet,
Og at kun Hippokrenes Kilde smagte godt.
Jeg troer, jeg har mig dog endeel forandret —
Om til det Bedre, kan jeg selv ei see.
Frem og tilbage er jeg vistnok vandret,
Hvad før var Tø, er bleven Frost maaskee.
Jeg venter noget nu af Dumhedsflaben;
Forstanden er ei meer saa selvklog, kjæk.
Jeg seer det udraabt Store uden Gaben,
Jeg seer det indbildt Ringe uden Skræk.
Og skjøndt et elsket Værk ei uden Pletter,
Og intet Yndigt idel Blomstersnee,
At føle Skjønheds mindste Savn, jeg sætter
Langt over det, at ingen Mangler see.
Nu er mig Verden bleven fuld og fyldig,
Nu Livet blomstrer mig med Fryd og Held;
Og Hjemmel har jeg for min Dom, en gyldig:
Dens Skaber selv, der fandt, at Alt var vel.