Lyset er tændt, paa den varmende Jernovn Røgelse kastet;
Blæsten kan slaae med Regn Ruden, saameget den vil.
Her, i mit eensomme Huus, er Gulvteppet strakt under Foden,
Og for den kjølige Dør hænger det lunende Filt.
Fjernt jeg hører kun Børnenes Skrig og den syngende Amme,
Tagets bestandige Dryp, Stormens urolige Lyd.
Om mig er Stilhed. Tankerne vaagne om dem, som er fjerne,
Skilt fra mig ved et Rum, Sjælene ei kan forstaae.
Tankerne vaagne om dem, de Venner, der nylig forlod os,
For i den brogede Stad Vinterens Lede at flye.
Tankerne vaagne om dig, Veninde, du Blide af Hjertet,
Englen for mine Smaa, Husets fortrolige Gjæst.
Gjerne en Stund om den lysende Arne vi trykked os sammen,
Vexled skjemtrige Ord, havde vi dig i vor Ring;
Men paa Papir, med konstige Skrifttræk nøder mig Skjæbnen
Langsomt udtrykke det, Læben kan gjøre saa let.
Lad da et venligt Brev erstatte det venlige Haandtryk,
Versets elegiske Form Øiets sædvanlige Blik!
Gjenkjend Tankernes Spring og Ordenes lette Forvirring!
Mærk i Rhytmernes Takt noget, som ligner min Røst!
Dig, som jeg veed med mig i Forening elsker det Skjønne,
Dig, hvis følsomme Sjæl ærer det Gode saa høit,
Hilsen bringer jeg dig, fra mig det kjærligste Budskab,
Hilsen fra mine Børn, Hilsen og Kys fra min Viv.
Jævnt gaaer Tiden her; man lever, skjøndt neppe det mærkes;
Deri, troer jeg, bestaaer just det lyksalige Liv.
Himlen er immermørk, indsvøbt i Skyerne, tragisk,
Ikke en Rist, som er lys, ikke en Plet, som er blaa.
Meer langmodig, veed jeg, Camelen ei drager i Ørken,
End paa Bøndernes Vogn jeg den moradsige Vei;
Ingen Bjørn i Hi paa Mos og visnede Blade
Lægger sig bedre til Ro, sugende Labben, end jeg.
Luunt, som Murmeldyr i Savoyens takkede Bjerge,
Børnene lave sig til Vinterens døsige Nat;
Ingen Lama i Græsset ernærer sit diende Afkom
Mere tro, end min Viv ammer sin nykterne Alf.
Jorden, opblødt af Vand, bedækkes af evige Taager,
Og fra den dryppende Qvist løfter kun Kragen sit Skrig.
Skulle vi derfor af Dvalen, som Kulden bebuder os, vækkes,
Før den regngraa Luft lysnes af stærkere Sol,
Fyld, Veninde, et Blad med Sjælens hellige Varme,
Send os en yndig Bouquet friske og duftende Ord!
Den 10de December 1836.