Deres Skaal,
De, hvis Maal
Er den vigtige Sag
At gjøre ved Kjærlighed Gavn! — o ja!
I hvis Arm
Livets Harm,
Der har gjort os til Vrag,
Forvindes, som Stormen i Havn?
Gid den leve den unge, den venlige Flok,
Hvem vort Livs Galopade og Glæde er nok!
Eders Maal —
Derfor Skaal! —
Er at fylde vort Savn
I Venskabs og Kærligheds Navn.
Men forglem
Ikke dem,
Som ved Siderne staae;
De sprang fordumstider dog med — o ja!
Og endnu —
See kun du —
De dog noget formaae,
De hoppe forsigtig afsted.
Gid de leve, de Gamle, med Hæder og Held!
Deres Ungdom var smuk, og de brugte den vel!
Eders Maal —
Derfor Skaal! —
Var i Kærligheds Navn
At gjøre det høieste Gavn.
Men især
Er der her
Iblandt Damerne een,
Hvis Skaal gjør lidt meer Embarras — o ja!
Gjør nu Plads,
Tag dit Glas!
Glædens Stemme er reen;
Vi synge et muntert Hurra!
Gid hun leve, den Kone, den venlige der,
Hvis Geburtsdag forsamled de Yndige her!
Blot for det
Har hun Ret
Til vor Agtelse, ja
Til et høit og et muntert Hurra!
Og de Smaa,
Som kan gaae,
Og som ikke kan gaae,
Og alle, du endnu kan faae — o ja!
Og din Mand,
Hvis Forstand
Og Beværtning vi maae
Venskabeligst finde saa saa —
Alt det Godt,
Alt det Smaat,
Hvad du elsker, o ja
Dets Skaal, Caroline, Hurra!
Og vor By,
Som var ny,
Men er gammel og graa,
Paa Steder kun tækket med Straa — o ja!
Og deri
Alle vi,
Baade Store og Smaa,
Vor Lykke, vort Venskab bestaae!
Gid den trives og blomstre, den venlige By,
Som, skjøndt gammel og skrøbelig, eengang var ny!
Og deri
Alle vi,
Baade Store og Smaa,
Gid altid vort Venskab bestaae!
Den 28de Februar 1833.