Hør Dødens Klokker kime!
See Sørgeskaren vandre!
Kom, lad os samlet skride
Til Graven med hverandre!
Du Lykkens Barn, der synes,
Rødmusset som en Dukke,
At ligge evig pyntet
I din duunbløde Vugge —
Du Olding, træt af Arbeid,
Som nys, i Hytteqvalmen,
De tunge Lemmer strakte
Med Vee og Værk paa Halmen —
Skjøn Jomfru, du, som dækkes
Af Alderdommens Rynker,
Og, liig et gustent Æble,
I Moderjorden synker —
Og du, ved Nattelampen,
Med Pen og Bog i Haanden,
Du Alvors-Mand, som grubler,
Og som besværger Aanden —
Og alle I, som efter
Det store Intet iilte.
Hvorover I med Rette
I lyse Timer smiilte —
Naar fandtes hvad I søgte?
Siig, naar blev Maalet truffet?
Hvem har — svar mig oprigtig —
Hvem har ei Livet skuffet?
Hvo naaede til de Egne,
Hvor Sandhedskilden strømmer?
Hvo føler ei, lysvaagen,
Med Gysen, at han drømmer?
Hvo venter ei — nedhugget,
Lemlæstet og forblødet —
I Kamp mod Livets Qvaler
Med Længsel Naadestødet?