I Rom, i Fængslets Hule,
Som Marmorblokke skjule,
Sad Petrus, den Udsendte,
Bedrøvet, fuld af Qvide.
Han skulde Døden lide
For Herren, som han tjente.
En kraftfuld Mand; i Barmen
Var Ild og Mod; men Harmen
Endnu for jordisk brændte.
Han elskte Gud af Hjertet,
Og dog ham Døden smerted,
Thi Livets Lyst han kjendte.
Da aander Duft fra Muren,
Huldt vinker ham Naturen;
Han føler Luften strømme.
En bælmørk Gang — en Lem — men rusten
Jernlaasens Slaa er brusten,
Og frit kan Fangen rømme.
Klart tindre Nattens Stjerner,
Petrus sig sagte fjerner,
I Græsset Vinden suser.
Han kjæmper — Tvivlen seirer —
Dødsangst hans Kraft henveirer
Og Herrens Helt beruser.
Han flygter — gjennem Gader
Augsten ham ei forlader,
Han tør ei Gud anraabe.
Hvor Romerporten hvælver,
Han feig for Vagten skjælver,
Tæthyllet i sin Kaabe.
Han sniger sig, det regner,
Han slipper ud og blegner,
Tør ei mod Himlen skue.
Med Bjerge, Skov og Hækker
Landet sig yndigt strækker
Og smiler med sin Drue.
Da kommer ham imøde
En Mand, hvis Vunder bløde,
Omsuust af Nattevinden,
Paa Ryggen Korsets Planke,
Om Panden Tornens Ranke,
Og Draaber Blod Paa Kinden.
Et himmelsk Lys ham krandser,
Petrus paa Veien standser
Og kjender Gud, sin Herre.
I Støvet han sig kaster
Og spørger: „Ak, hvor haster
Du hen, min Gud og Herre?”
Blidt svarer ham den Høie,
Med Smertens Graad i Øie:
„Til Rom, at sone Brøden.
End eengang vil jeg lide;
Thi de, jeg sendte, stride
Ei meer; de frygte Døden.”
Da voved Petrus ikke
At hæve sine Blikke.
Han græd, han skjalv som Sivet,
Og sukked: „Jeg vil drage
I Fængslets Død tilbage,
Min Gud! og vinde Livet.”
Begfakler brændte, Hallen
Gjenlød af Vagtens Kalden,
Da Petrus til dem iilte.
Man bragte Bolt og Tvinge,
Slog ham i Lænkens Ringe;
Men han — Guds Vidne — smiilte.
1824.