Hvor Livet er kort!
Nys stod han i Blomster, nu bæres han bort.
Den evige Hikke,
Det saae jeg forud, den loved ei godt;
Han leved bestandig for muntert og flot
Og holdt af at drikke.
Hvis Himlen gjenlyder af jublende Stemme
Og ikkun af Gammen bestaaer
— Som Skriften spaaer —
Saa vil han snart føle sig hjemme.
Der ligger hans Hat,
Henkastet i Støvet, øde, forladt;
Den Hat, som har skygget
Hans Isse, skjøndt begge var fattig paa Haar.
Uhret — det brugte han ikke — det staaer.
Det Bord har han rykket
Til Sengen, den Stakkel, ei efter Vandet —
Men Viinflasken staaer uden Prop,
Den trak han op —
Det var ham saa klogt som alt andet.
Chatollet er lukt,
Forseglet — tomt — blev aldrigen brugt.
Hør, Liigvognen runger!
Der hænge de Fugle, han satte i Hæk
Saa kort for sin Afgang; flyv I kun væk,
Flyv ud, mine Unger,
Og syng paa Stakittet om Graven!
Jeg græder, jeg misted en Ven!
Naar sees vi igjen?
Deroppe i Paradishaven?
Min Arv — vil I see:
Hans Viinglas; mod Jammer og Vee
Et Skjold her i Verden!
Farvel, min Broder, farvel paa dit Tog!
Strø Blomster, Drenge, tykt paa hans Laag,
Syng Visen, han digted, her er den!
Liigbærere, drik til den kryddrede Kringle!
En Taar endnu, det glider nok ned!
Han bliver ei vred,
Han leer fra sin Sky, naar I dingle.
1824.