Himmelblaa
Og Fuglesang,
Smilende Vang
Og speilklar Aae
Rundt om mit Hjerte i Dandsen gaae.
Længselsfuld stirrede Bruden
Ofte og tidt gjennem Ruden,
Sukked i snehvide Dragt.
O Qval og Lyst!
Den Jomfrues Bryst
Blødte ved Elskovs Magt.
Thi mulmsort Nat
Og Vinterkuld,
Det nøgle Krat
Af Snee saa fuld
Til Jomfruen beiled saa lidet huld.
Men Sorgen Glæden undfanger,
Og paa den straalende Ganger,
Hjelmprydet, i Pantserplade,
Kom Beileren,
Baade huld og ven,
En Kjemperose i gyldne Blade.
Og Fuglesang
Og Himmelblaa
Smilende Vang
Og speilklar Aae
Rundt om hans deilige Ganger sprang.
Da Øie og Læbe de mødtes;
Pagten, den evige, knyttes.
Møen bæved saa rosenrød,
Og en Trylleklang
Fra Bjerget sprang,
Viola laae i Moderens Skjød.
Og Blomsterduft
Og Liv og Lyst,
Glødende Luft
Og Foraarskys
Nu slynger om hende, i landlig Dands,
En Tryllekrands.
Hør derfor, Smaapiger, som vanke
I Græsset, Violer at sanke,
Hører hvad Sangeren spaaer:
Hvert muntert Sind,
Hver Rosenkund
Fanger en Brudgom i Aar,
Skjøn som den blomstrende Vaar!
Thi Himlens Blaa
Og Fuglesang,
Den speilklare Aae
Og grønklædte Vang
Liig smilende Engle min Harpe slaae!