I Havfruer smaae!
Og I Bølger blaae!
Saa lystig vi Dandsen skal træde!
Jeg sad derhjemme saa mod i Sind,
Jeg kunde ei andet end græde;
Nu svinger min Baad sig i susende Vind
Og Bølgen mig vugger paa Dybet.
I Havfruer smaae!
Og I Bølger blaae!
Jeg eder en Vise vil sjunge.
I Egelye, paa Blomstervang,
Jeg kan ei røre min Tunge;
Men i Stormen toner saa sødt min Sang,
Hør Jomfruen sjunger paa Bølgen!
Der var en Møe
Paa den grønne Øe,
Hvor Drueguld Bjergene krandse,
Hende fryded ei Hyrdernes muntre Sang
Og ei Hyrdindernes Dandse,
I Barmen boede en voldsom Trang,
Og ingen forstod hendes Smerte.
Men en Sølvskye baer,
Som en Solstraale klar,
En guldlokket Engel til Dalen;
Da fremluede Gløden i Jomfruens Bryst,
Bort flygtede Sorgen og Qvalen:
Hendes Hjerte spired mod Himlen lyst,
Med Elskovs hellige Blomster.
Og Englen foer
Atter fra Jord
Til Hjemmets straalende Rige.
Gjennem Æthren Sølvervingen den baer,
Taus stod den skjælvende Pige;
Da saae hun den blive en Stjerne klar,
Som lyste Bjerget og Bølgen.
Nu I Haffruer smaae!
Og I Bølger blaae!
Nu slyng mig lystig i Dandsen!
Imod den glimtende Stjerne hist
Henruller, Smaavover, i Glandsen!
Der venter den salige Engel mig vist,
Den venter med Brudekrandsen!
Saa sang den Møe
Paa mørke Søe,
I vildthengyngende Snekke. —
Men Moderen vaagner om Midienat,
Hende ængstelige Drømme skrække;
Med Gru hun farer af Sengen brat;
Hvor er du, min Datter, du Kjære?
Hun er der ei!
Paa Bølgens Vei
Hun dandsed med natlige Vinde! —
Den Moder sig jamrer ved øde Strand,
Hun kan sit Barn ei finde; —
Men hist blandt Siv, ved det gule Sand,
Der svømmer en blegblaa Lilie.