Frygt kun ei, at jeg forraader
Følelsen for disse Folk,
Skjøndt min Mund, af dig begeistret,
Er en noget fyrrig Tolk!
I en Kjæmpeskov af Blomster
Ligger, i en Afgrunds Skjød,
Hin, den flammefulde Løndom,
Hin, den lønligdybe Glød.
Funker Ilden lidt fordægtig
Ha, det krummer intet Haar!
Verden her troer ei paa Flammer,
Og for Poesie det gaaer.
H. Heine.