Mit Brev jeg sender — til en Herrens Tjener, — en af de bedste, jeg kjender, — den kjæreste blandt mine Venner. — Jeg vilde blive — til Alting rigtig kom ilive, — og ventede med Vilie — til den hvide Pindselilie, — Hyacintherne og Violerne — kom i Kjolerne, — til Vinterstøvet var blæst Bogreolerne, — til mit Inderste var udluftet — og gjennemduftet, — til mit Øre var vakt af sin Dvale — ved Frøernes Tale, — og ved Slaget af Nattergale. — Nu iler min Muse, — medens Kilderne suse, — til de Værslevske Bakker og Gjæstehuse; — hun flyver i Eders Midte, — og kan i Hast ikke hitte — Ord, smukke nok til Din kjære Thrine, — Hanne, Emilie og Nicoline, — til samtlige Sønnerne, til Faster, kortsagt, til Dig og Dine; — Ingen er glemt, selv ikke de mindre, — hvis Navne jeg ei kan erindre; — hun bringer, med venlig Stemme, — Hilsen fra os alle herhjemme; — (at det ogsaa er Dit Hjem, kan du ei glemme) — fra vore grønne Strande, — Indsøer og Vande, — fra Høiene og Kampestenene, — fra Skoven og Blomstergrenene, — fra Kirkemuren — og Agerfuren, — fra Rosen- og Hvidtjørnene, — fra alle Børnene, — og hvad jeg neppe behøver at melde, — fra Din gamle Doctor og hans Ægtefælle. — Du trækker Musen til en Side, — og gad nok vide, — hvordan vi leve og lide — Nuvel! hun sukker — et enkelt Suk, som naar en Rørdrum klukker, — hun sænker Brynet, — Munden bliver lidt tvær og trynet; — Du bekymres ved Synet; — dog hurtig glatter sig Ansigtet blidere, — hun taler videre: — Din Doctor lever som andre Beenvridere — og Steensnidere, — Pulsfølere — og Receptsølere; — han har endnu Haar paa Toppen, — Kjole paa Kroppen, — men, som af en Flaske, der mangler Proppen, — er Geisten, den oplivende, — i Næsen og Hjertet rivende, — den digtende og skrivende, — fremadilende og drivende, — henrunden — og forsvunden, — saa neppe Lugten spores paa Bunden, — og der er vel intet tabt derved i Grunden, — Hans Kone veed du, formerer — sig aarlig som en Svibel, skjøndt hun dog endnu saa taalelig florerer, — med Skuldre hvide og runde — med Tænder, som ere friske og sunde — med en naturlig Krøllesætning — med Nakkehaarets lange Fletning — med Kjolens Nedringelse — Barmens Optvingelse — og, hvis du det for noget regner, — med de bekjendte Sommerfregner. — Den ældste Søn Carolus — sluger daglig en Underviisningsbolus, — for ei at sige Pille, — og 12 Tvebakker spiser Clara, den mindste Lille. — Emma har flere Dyder, — end egentlige Lyder, — og broderede til Bedste for de Vandlidte Jyder. — Marie (Tilgivelse, — det Stof er for mat til Beskrivelse!) — Lad dig nøie med Antydelse — at hun og Thekla og Alfen ere mere Husets Forhaabning, end Prydelse, — leve uden Fortrydelse, — anseende Livet endnu som en Nydelse. — Doctorens Bolig er mindre vederstyggelig, — men for mig ei synderligen hyggelig; — Prosaisk er alt vort Eiende. — Ukrudtet, som ifjor, i Haugen det overveiende. — Men Doctoren selv? raaber du, mere om ham! — Han er min Blussel, hvisker Musen, min Skam! — Kalvesteg slugende, — over Aviserne rugende — Sophapuderne knugende — lad den Streng fare! — Jeg vil helst Beretningen spare, — Dog — idag var en Undtagelse, Kjære, — han var som han burde være — i hans Hjerte var en Vederqvægelse — en sød og sværmerisk Bevægelse, — han skrabede Musset af Kirsebærtræerne; — for at see Aaens Bugter reiste han sig paa Tæerne, — han strøg sig Haaret fra Panden — han gav alle Sorgerne Fanden, — greb Pennen — og skrev til Værslev til Vennen. — Send ham nu snart en Foraarsepistel, et Hyrdebrev, en Formaning og Paamindelse, — bring ham til Besindelse, — til sine Synders Erkjendelse, — til Omvendelse — og jeg velsigner Dine Ord og Din venlige Sendelse.