Emil Aarestrup (1800–56)

Spaniens Land gjenlyder ei længer af tonende Sange,

Proclamationernes Hær fylder den travle Avis.

Dampmaskinerne brumme, hvor Ossian greb i sin Harpe,

Kulstof sværter den Sky, Aanderne leired sig paa.

Troubadouren er tabt med Kjærlighedshoffet i Frankrig,

Snigmordshelten i Kreds kaster sit Lod — og er stum.

Hvor den italiske Mø i Maanskin sang Barcarolen,

Raaber en tydsk Soldat tordnende sit: Wer da?

Selv den persiske Muse standsed i sin Fortælling,

For at studere med Skræk Russernes Diplomatie;

Og den arabiske Skjald, der drømmende drog paa Kamelen,

Famler efter sit Sværd, bander det engelske Krudt.

Hurtigpressen erstatter nu Nattergallyden i Schwaben,

Og af politiske Vers bugner hver tydsk Almanak.

Selv i Danmark, hvor sjelden lød den apolliske Lyre,

Og hvor det duftende Hø sparsomt begeistrer til Sang,

Hørtes i Aarets Løb kun hulkende Sørgecantater,

Pressens pressede Ord var kun om Presse og Tryk.

Hvor tør Poeten, naar ei han vil ynkes og haanes,

Under saa mislige Kaar føre sit sværmerske Sprog?

Skattebevilling og Constitution er ei blandt hans Strenge,

Og de eneste dog, Mængden vil, han skal slaae.

Kun i den huuslige Kreds, hvor Skjønhed groer som Violen,

Nysudsprungen og bly, men med forfriskende Duft;

Kun i det stille Hjem, hvor Uskylds yndige Gratie

Fostrer med venlig Haand Cyprias kurrende Fugl;

Kun til det eensomme Øre, det barnligt lyttende Hjerte

Tør han, en Høitidsdag, hviske sin sagteste Klang.

Modtag da i din Sal, hvor Freden og Lykken har hjemme,

Fagre Veninde, mit Digts stille lykønskende Ord!