Den har du tabt, den Kjæde,
Den gyldne, smidiglange,
Der om din Hals sig snoede
Syv Gange som en Slange?
Den har du tabt, den Kjæde,
Jeg kasted dig om Barmen,
Da førstegang, beseiret,
Du sank mig stum i Armen?
Den har du tabt, som skulde
Det faste Vidne være,
Betyde Evigheden
Og skjænke Troskabslære?
Dog som et ilde Varsel
Kan jeg dit Tab ei tænke,
Det spaaer kun om en anden,
Mere naturlig Lænke.
Naar jeg til Hjemmet kommer
Tilbage, hvor du vanker
Og venter mig i Haugen
Med elskovsfulde Tanker,
Saa vil jeg til Erstatning
Om Liliehalsen kaste
To længselsfulde Arme,
Ærlige og trofaste;
Saa vil jeg til Erstatning
Tæt dig til Barmen trykke
Et Hjerte, et, som lever,
Som banker fuldt af Lykke.
Det Halsbaand skal dig følge,
Og det kan aldrig briste,
Det Smykke — det du aldrig
I Evighed kan miste.