Alting bagvendt og forkludret!
Plumpe Masser, ingen Sjæle!
Himlen graa og Jorden muddret,
Mere tydsk end dansk vort Mæle!
Usle Stæder, øde Havne,
Ingen Træer meer i Skoven,
Aadsel kun for Krigens Ravne
Ligger Danmarks Ø i Voven.
Ha — til Trods for hiint og dette —
Her — jeg føler Panden gløde —
Her jeg fødtes; her de rette
Hjemmets Toner klang saa søde.
Her — om ogsaa Alting knækker,
Om end Alt er nærved Bunden —
Her — en indre Vished lægger
Mig det Spaadomsord i Munden —
Her skal vore Børn sig tumle
Stolt, fordi de her har hjemme;
Her — lad kun Forsagthed mumle —
Hæve frie den frie Stemme.
Her, naar vore Been er gjemte
Under Høien, for at smuldre,
Skal paany de hartad glemte
Frihedsmelodier buldre —
Byerne sig modigt tætte,
Landet smile, Søen skumme,
Og kun Herskesygens Jette,
Som en Ulv i Lænker, brumme.
Den 24de November 1837.