Om Aanden skulde flagre noget vildt
I Digtekonstens muntre Tivoli,
Forskaan os for et simpelt Politi
Med Spanskrørs Stok og Messing-Skilt.
Hold jer til det, som er og bliver slet,
Til det, der ei betyder noget Stort,
Til det, I selv bedst kunde have gjort;
Det kan I ordne, deri har I Ret
Men snak ei vidt og bredt i Gudens Lund
Om hvad i Konsten ei bør kaldes godt;
Thi vidste I, hvad der er vigtigst blot,
Saa vilde I beskedent holde Mund.
Er Musen eder ikke kjær — afsted!
Hun døer af Latter over eders Dom,
At hun skal være knipsk og snerpet, som
Den lille Tøs, I gik til Præsten med.
Det Støv, som falder, hvor Apollo stred,
Det hører ei til det gemene Dynd,
I feie væk — thi Poesiens Synd,
Om den veed ikkun Guderne Besked.
1839.