Jeg gik saa tidt til disse Klippestene
Ned af hvis Muur de kolde Kilder skylle,
Hvis Krat og Ranker Vandreren indhylle —
Der var en Ro, en Fred — jeg var alene.
Der hang saa runde Bær paa alle Grene;
Der var, mit Blik og Øre at fortrylle
Af Farver og af Duft og Lyd en Fylde —
Der var en Ro, en Fred — jeg var alene.
Og endnu tidt mig Eensomheden favner
Og trykker dybt i sine brune Skygger;
Men Ro og Fred er ikke meer at finde.
Den fulde, hele Eensomhed jeg savner,
Thi jeg er selv ei fuldt og heelt derinde
Nu hos en anden halvt mit Hjerte bygger.
1825.