Kræn Dejler kjører hans Tørv i Land:
hop, hop, hop, for en Hywl i Gras!
Paa Læsset højt, bag sit Studespand
der kraaner med Pisken Kræn Dejler.
Og Studen vralter saa tung og tam —
hop — hop — hop, for en Hywl i Gras!
og Solen leger i Mosens Dam
og dikler i Nakken Kræn Dejler.
Men Hvepsen sad under Brinken gjemt —
hop — hop — hop, for en Hywl i Gras!
der havde fornylig sin Bas han stemt
til Studedans for Kræn Dejler.
Et Pist, et Pust og et Øjeblik:
hop-hop-hop for en Hywl i Gras!
saa brummed han frem under fuld Musik,
saa Skrækken krøb i Kræn Dejler.
Brat løfter Studen sin Hale fin:
hop-hop-hop for en Hywl i Gras!
selv Kusken letter en Kjende sin;
nu bliver den hjamsk for Kræn Dejler!
De Hjælmede springer i Hjunt og Trav:
hop-hop-hop — for en Hywl i Gras!
og Vognen jamrer af fire Nav:
„Nu skjenner æ Stud’ for Kræn Dejler!”
En Lundstik løsned, en Kinding brast:
hop-hop-hop — for en Hywl i Gras!
mens Skuden slingred med Skrog og Last
i Søgang under Kræn Dejler.
Først sprang da Tejnen mod Himlen op:
hop-hop-hop — for en Hywl i Gras!
saa flygted Tørven i samlet Trop,
paa Skravpinden hang kun den Dejler!
Hvor Tudsen kravler med slimet Ryg,
hop-hop-hop — for en Hywl i Gras!
der rendte de Stude sig selv i Syk,
saa Blevveret stod om Kræn Dejler.
Her slap dem Hvepsen, den vilde Gjæst,
hop-hop-hop — med en Hywl i Gras,
saa Heldet redded den sidste Rest
af Vogn og Skrav og Kræn Dejler.
Sommer 1911.