Jens Bruus han haaj ingen anne Vogn
end en Hywlbor,
men han war kjend øwr æ hiele Sogn
for hans Hywlbor.
Den fløjt som Ryler en Ruskregnsnæt,
den tut for Tier, den fløjt for Fjedt,
Jens hans Hywlbor,
Jens hans Hywlbor.
Jens Bruus han hint hans Ywlbrændmen
hjem po hans Hywlbor,
og det war nøj der haaj Fynd og Klem,
— spør æ Hywlbor!
Dér lo hans Wanter, dér hwilt hans Dunk,
dér gik han sjel lisse strøg og strunk
baag hans Hywlbor,
baag hans Hywlbor.
Jens Bruus han tyt sæ en holden Mand
baag hans Hywlbor,
og spyt teframm’ øwr en jawn Tønd’ Land
fræ hans Hywlbor.
No haaj han Edels’ og Hus og Skywl,
og Brændmen nok te en kristle Ywl
po hans Hywlbor,
po hans Hywlbor.
Da Jens war landed paa Dosbjærg Bakk
med hans Hywlbor,
da drap æ Swed fræ hans Haag’ og Nakk
i hans Hywlbor.
„Harens!” raaft Jens. „Kluk-klunk!” swor’ æ Dunk,
og nidad skor æ med Skump og Skunk
i hans Hywlbor,
i hans Hywlbor!
Det tyt æ Hund’ war for giøj en Vals
med en Hywlbor;
der hwirlt en Kytter fræ hwer en Sals
mod hans Hywlbor.
De kløj’ dje Gummer mod Jens hans Bjenn’,
saa no begynd’ sgi æ Bruus aa skjenn’
med hans Hywlbor,
med hans Hywlbor.
Det peef og klawed sæ uden Ro
fræ æ Hywlbor;
det war en Jammer aa hør’ opo
aa en Hywlbor!
Æ Dunk den hopped i hyw Galop,
æ Bruus strat ud, men æ Hund’ holdt Trop
med æ Hywlbor,
med æ Hywlbor.
Med Jet begynd æ aa vrikk’ og wakk’
i æ Hywlbor;
fár Jens han nowed æ Bund’ aa æ Bakk,
støwt æ Hywlbor.
Æ Værk stod still’, det ga ett en Mjav;
æ Dunk — den trilt ad en Mergelgrav
uden Hywlbor,
uden Hywlbor.
Jens Bruus han so paa en Knold aa græd
uden Hywlbor:
„Mi Ywlbrændmen — no legger æ dér
— og mi Hywlbor —!
Mi Lyng mo bjerres i Mues og Hied;
men Dæwlen skuld da hint Brændmen mier
po en Hywlbor,
— po en Hywlbor!”
14/5 1915.