Jens Hurra kaldtes en Ungersvend,
med Halm i Sko og med Rem om Lænd,
med Hestekræfter og Bjørnemod,
den fejreste Gut i hver Dansebod.
Hans svære Lemmer, hans Nævers Vægt
gav allevegne hans Ord Respekt;
i mangt et vestjydsk Fyrrebord
end sidder Mærker af Jens’es Kno’r.
Han var den flinkeste Arbejdsmand,
der sled for Føden i Jydens Land,
hvad enten han svang den hvinende Plejl,
hvad eller han æltede Ler til Tegl.
Han lo ved Gry, og han sang ved Kvæld;
Jens Hurras Humør gik aldrig paa Hæld;
han tog om Livet hver vakker Tøs,
de kyssed gjærne den ranke Knøs.
I Høsletstiden, naar Leen klang,
og rædde Frøer for Æggen sprang,
da voxed hans Kræfter, og Læs paa Læs
han strøde om sig af slaget Græs.
Der gled i Engen en sølvblank Aa;
naar Sol var nede, og Nat faldt paa,
da stimed sammen paa Aaens Bred
en Hær af Piger — og Jens var med.
De slog i Strømmen med Rivens Tand;
hvem bar dem over det brede Vand! —
Jens tog dem paa Armene to og to
og kløv saa Aaen i sømslagne Sko.
Men Vandet skvulped om Knøsens Lænd,
de smukke jamred med Klynk og Skjænd,
de knuged ængstelig Kæmpens Hals.
Jens gik saa let, som han traadte en Vals.
Han mored sig ved deres Angst og Mén
og kneb dem blidt i de tykke Ben,
saa slap han dem ned paa Bredden grøn;
et Kys af hver var hans Færgeløn.
— Jens Hurra ejed ej Sølv i Skrin,
men Viddets krasseste Brændevin
han excellerede vældigt i,
og ej den altid var fuselfri.
Hans Stolthed var en Harmonika,
den kunde han trække Toner af,
der kunde gjøre en Kat jaloux
og tolke Alverdens Elskovsgru. —
Han var en brav og gemytlig Gut;
men ogsaa det brave kan gaa kaput;
hans Død kom til ham lidt før end bedt,
og sidste Gang havde Kæmpen lét.
Det spurgtes vidt over Jydens Land,
at Jens var mærket til Dødens Mand;
man tog det med Ro efter Landets Sæd,
men alle de fagreste Piger græd.
Da Jens kom efter, hans Død var nær,
han kaldte stille paa Røgteren Per:
»Naa, Per, her ligger jeg ret som en Klud;
mit sidste Glas har jeg stukket ud.
Lad Folk da sige: Han drak og sled,
hvad bedst han gjorde, man næppe ved.
Den Dag han døde — men aldrig før —
man saa Jens Hurra i snavs Humør!
Og hils saa alle de Piger smaa,
foruden mig de nu danse maa;
de tusind Kys, de mig villig gav,
dem ta’r jeg taknemlig med i min Grav.
Og tag saa ned fra sin Læderstrop
Harmonikaen, og spil en Galop,
mens jeg bli’r færdig med dette her,
jeg mener med at trække mit Væ’r.
Mit Spilleværk være da dit til Tak
med samt den Rest af min Røgtobak;
det er min Vilje, mit sidste Bud,
og dermed Farvel, og befalet Gud!«
Per Røgter steg op paa et Kistelaag,
hans Træskohæle mod Kisten slog;
de Toner skingred som Ulvehyl,
de skar som Sav, og de stak som Syl.
Per Røgter, berust af sin sære Kunst,
sig hidsed op til en egen Brunst.
»Naa Jens, hvad tykkes du, skal vi ha’ mer?«
men ingen svared; da standsed Per
og sprang fra Kisten: »Aa, Jens, giv Tid!«
Men Vennen havde alt stridt sin Strid.
Jens Hurras Aand var faret herfra
paa Tonerne af hans Harmonika.