Der so tow Kragger paa Kistelbakk’
— nej, som æ Suel den skjenner!
den jen’ den nevved den naaen i æ Nakk’,
for de war tow Hjatens Venner.
Saa fløw de op po dje villerst’ Ving’
— nej, som æ Suel den skjenner!
Aak Ko’s, hwor sø’n en Pa’ Tow ka’ swing’
nær føst det er Elskow, som gjenner!
Saa standed de dem en vilre Red’
— nej, som æ Suel den skjenner!
af Gren’ saa glatt’ og af Strô saa skred’,
saa ingen ku’ ønsk’ sæ en pænner’.
Dér lod de dem hwist’ af Vind og Vejr,
— nej, som æ Suel den skjenner!
og haaj æ saa skjøn, ja, Taarier sej’r,
laant skjønner’ end Kragger fortjenner.
Snaar kravlt der en Ung’ paa hwer en Pind
— nej, som æ Suel den skjenner!
saa swot’ som æ Mue i Sind som Skind
— den Swej er der ingen, som lenner.
— Aa, war en som søen en betle Fowl,
— nej, som æ Suel den skjenner!
saa vend’ a aalle med Greef og Skowl
en Awer saa saane og stjenne.
No gor a saa stogend laangs Kistel-Bakk’
— nej, som æ Suel den skjenner!
for tow ka’ nevves, og tre ka’ snakk’,
men den ka’ kuns sukk’, der bløw jenne.