Nu dages langsomt hjem det gule Korn,
og Jæg’ren støver af sit Krudehorn;
paa Turnipsmarken mellem Brak og Sæd
der sidder Haren vejrende og ræd;
thi den har hørt det vilde Varselsbud,
der hedder Jagtsæsonens første Skud.
Jeg lider ej det fejge, skumle Knald,
der bringer fattigt Dyr til Død og Fald;
og derfor raaber jeg til «Jenle»s Harer:
Bliv smukt hos mig, her lurer ingen Farer!
Blot I paa eders lange, laadne Bagben
kan naa min Skjelgrøft bag de røde Tagsten,
da skal I gaa paa «Jenle»s Kløvermark
saa trygt som hist engang i Noæ Ark!
— Du lille Hare paa den bløde Fod,
du tog vel aldrig Præmie for Mod;
du vælger Flugt, hvor Kampen ej er lige;
det gjør selv Jæg’ren i Alverdens Krige.
Naa, lad dem skjælde dig for hvad de vil,
du hører dog det danske Landskab til.
Her glæded du mig mangen Morgenstund,
naar Bølgens Skvulp gik blødt om Vigens Rund,
og Anden dykked ned til Fjordens Bund
for Motorbaadens fjerne Skruelarm;
da stod du som en Stribe for min Karm!
En mørkgrøn Sti du gjennem Duggen drog,
den vaade Kløver dig om Øret slog —.
En daglys Stemning jog med dig forbi.
Fra dine Poter stænker Poesi!
Thi lyses herved Fred om dig og dine!
Hér skal ej Hagien dig om Øret hvine.
Du muntre Løber for min Gud: Naturen,
jeg vil ej se dit Blod i Agerfuren,
jeg vil ej finde dig i Haslens Læ
med Laaret knust, med overskudte Knæ.
Spring du som hidtil over «Jenle»s Banker
saa fri, saa glad som mine egne Tanker!
Naa, denne lange Harepoesi
for Høstens Aasyn konkluderer i,
at kommer hér en Mand med Bøss’ og Taske
han skal ekspres med mig til Fogden traske!
Om Søndagsjæger eller Hverdags-Skyder
han rammes her af Lovens: «Jeg forbyder!«